Jeg har flere gange, både ved sociale lejligheder og af klienter, blevet spurgt om man kan få for meget psykoterapi. Det korte svar er – Ja, det kan du!
Årsagen hertil er tofold og skal findes både i kvaliteten af den terapi du modtager og i dig selv.
Ordet terapi kommer fra det græske ord therapiuen som betyder noget i retningen af at få hjælp til at finde balance. Derfor er det enhver god terapeuts hovedformål at være deltager i klientens vej mod mere balance. Både i det indre og i det ydre liv. Samtidig er det også enhver god terapeuts opgave at gøre sig selv overflødig når tid er. Det vil sige ikke at gøre klienten afhængig af terapi på lang sigt. Naturligvis kan fremtiden bringe situationer hvor terapi igen er nødvendig, men som udgangspunkt må terapeuten være bevidst om langsomt og forsigtigt at gøre klienten mere og mere i stand til at håndtere problemer med livet selv og dermed gøre terapien undværlig.
Det er der desværre mange terapeuter der af forskellige årsager har svært ved. De svælger, så at sige, i den opmærksomhed som terapeuten OGSÅ får ved at give terapi. En opmærksomhed som de måske har svært ved at leve uden. Har svært ved at gøre sig selv undværlige. Hvis du er så uheldig at komme i kløerne på en sådan ”psykoterapeut”, som jeg før har benævnt pseudoterapeut, er der risiko for at du kan få for meget terapi. Det viser sig ved at du bliver mere og mere afhængig af din terapeut, at du igennem terapien ikke føler dig mere sikker på dig selv, men føler dig mere og mere sikker på at din terapeut kender nøglen til det gode liv. Et sådan terapiforløb har ikke meget med therapiuen at gøre. Snarere at terapeuten gør sig selv til genstand for din balance og ikke hjælper dig med at finde balancen i dig selv. Disse terapiforløb kan i grelle tilfælde stå på i ikke bare årevis, men i årtier. God forretning for terapeuten kan man mene, men måske ikke for klienten.
Der hvor risikoen for, for megen terapi, hviler på dine egne skuldrer, er hvis du shopper rundt mellem terapeuter i årevis. Hvis du skifter terapeuter som andre skifter undertøj og ikke lader dig selv indgå i en længerevarende relation til en enkelt terapeut. Årsagen hertil er oftest at du som klient gerne vil have et svar serveret udefra. Det er der (desværre) mange terapeuter der er villige til. Svar som du så prøver at udleve i dit liv – men fejler – da kun dit eget svar kan skabe balance i dit liv. Når din terapeuts svar ikke fungerer, er det jo nærliggende at opsøge en anden terapeut der kan servere et nyt svar og så videre, og så videre. I disse tilfælde kan du få så mange svar serveret at du bliver mere forvirret end godt er – dermed har du fået for meget terapi!
Når alt dette er sagt, er der mennesker der har brug for ganske langvarig terapi. Mennesker hvis opvækst og generelle livssituation gør at den terapeutiske relation er særdeles vigtig i lang, lang tid. Her kan man, i mine øjne, ikke tale om for megen terapi. Der kan være mennesker der har brug for livsvarig terapi for at blive mindet om at følge deres egen retning i livet. Ikke forstået således at det er kontinuerlig terapi, men at disse mennesker i perioder igennem hele livet har brug for terapi.
Desværre hviler det på klientens skuldrer at gennemskue om deres terapeut, psykolog, coach eller vejleder er kompetent. Du kan selv forhindre for megen terapi ved at være opmærksom på om din behandler rent faktisk er med til at gøre sig selv unødvendig. Er du i den anden situation, hvor det er dig der shopper efter SVARET, så er det måske på tide at du indser at du ikke kan finde svaret hos andre end dig selv – og opsøge en terapeut der kan hjælpe dig med dette.
Alt godt
Kresten