Om at have det godt med at have det dårligt

I min praksis møder jeg gang på gang klienter der har det rigtig dårligt med sig selv og med verden. Mennesker der inderligt mener at de burde have det bedre og at det er komplet uforståeligt at de har det skidt. Naturligvis så jeg gerne at alle mennesker havde det godt – altid. Men sådan en verden hører drømmene til og er ikke mulig i en virkelighed der også er kold og hård.

De selv samme klienter har det oftest dårligt med at de har det dårligt. Slår sig selv i hovedet over deres sjælelige smerter og får det blot værre og værre.

Mange gange er udgangspunktet at arbejde med disse mennesker hen imod at få det godt med at have det dårligt. Det lyder jo paradoksalt – alligevel er det i mine øjne et væsentligt skridt imod at få det bedre. At have det godt med at du har det dårligt indebærer accept af den psykiske smerte. Ikke en accept af at den skal være der for evigt, snarere en anerkendelse af at smerten er der lige nu. Uden at slå dig selv i hovedet med problemerne. Det skaber jo blot flere problemer.

Depression, angst, lavt selvværd, jalousi og lignende smertefulde oplevelser med livet, bliver ikke mindre smertefulde af at du har dårlig samvittighed over dem. Tvært imod øger det dine trængsler og gør pinen længere. Ved at se og mærke smerten for det den er – uden at plage dig selv yderligere – åbner du en mulighed for at opleve smerten anderledes og kunne forholde dig til den på ny.

Ved at give dig selv lov til at have det godt med at have det dårligt, er du allerede langt på vej til kun at have det godt.

Selskabet der aldrig ændres – et poetisk forsøg

Kære Læser,

Jeg vil endnu engang tage dig med på et ydmygt poetisk forsøg. Skrevet alene på en strand i Goa 2010.

Selskabet der aldrig ændres

Selskabet der aldrig ændres
Vi taler om dig
Det eneste du aldrig kan løbe fra

Selv ikke i alkoholens rus
Hvor meget du end drikker ændres virkeligheden ikke
Ej heller i jointens gløder
Eller kokainens magiske grænseløse tilstand
Aldrig bliver du fri for den du er

Så lær at leve med dine lænker – og tanker
Bryd dem du kan, men husk dit selv
Som det evige der altid består
Knyttet til alt levende

Forsvind når du må det
I alles uendelige forsøg på at glemme
Glemme dem de måske er
Forsvind for at finde kræfter

Den eneste frelse er at ændre ulideligheden
Til en kærlig forståelse af smerte
Der driver sandheden ud af sit skjul
Det er den virkelig enhed

For hvem kan forstå andre end tankerne
Som alligevel intet fanger af evigheden
Og blot sender dig rystende til gulvet

De tanker der bryder virkeligheden
Og viser hvordan fragmenter forsøger
Men aldrig formår
At fange livet

Eller døden som er så afskyeligt nær
I et greb der kun mister sin magt i anerkendelse
Af det Alt der griber angsten

Vil du være lykkelig?
Så lad være med at frygte dig selv
Du er alligevel altid til stede
Om du vil det eller ej

I det selskab der aldrig ændres

——————————–

Alt godt

Kresten

Kan du få for meget psykoterapi? – JA!

Jeg har flere gange, både ved sociale lejligheder og af klienter, blevet spurgt om man kan få for meget psykoterapi. Det korte svar er – Ja, det kan du!

Årsagen hertil er tofold og skal findes både i kvaliteten af den terapi du modtager og i dig selv.

Ordet terapi kommer fra det græske ord therapiuen som betyder noget i retningen af at få hjælp til at finde balance. Derfor er det enhver god terapeuts hovedformål at være deltager i klientens vej mod mere balance. Både i det indre og i det ydre liv. Samtidig er det også enhver god terapeuts opgave at gøre sig selv overflødig når tid er. Det vil sige ikke at gøre klienten afhængig af terapi på lang sigt. Naturligvis kan fremtiden bringe situationer hvor terapi igen er nødvendig, men som udgangspunkt må terapeuten være bevidst om langsomt og forsigtigt at gøre klienten mere og mere i stand til at håndtere problemer med livet selv og dermed gøre terapien undværlig.

Det er der desværre mange terapeuter der af forskellige årsager har svært ved. De svælger, så at sige, i den opmærksomhed som terapeuten OGSÅ får ved at give terapi. En opmærksomhed som de måske har svært ved at leve uden. Har svært ved at gøre sig selv undværlige. Hvis du er så uheldig at komme i kløerne på en sådan ”psykoterapeut”, som jeg før har benævnt pseudoterapeut, er der risiko for at du kan få for meget terapi. Det viser sig ved at du bliver mere og mere afhængig af din terapeut, at du igennem terapien ikke føler dig mere sikker på dig selv, men føler dig mere og mere sikker på at din terapeut kender nøglen til det gode liv. Et sådan terapiforløb har ikke meget med therapiuen at gøre. Snarere at terapeuten gør sig selv til genstand for din balance og ikke hjælper dig med at finde balancen i dig selv. Disse terapiforløb kan i grelle tilfælde stå på i ikke bare årevis, men i årtier. God forretning for terapeuten kan man mene, men måske ikke for klienten.

Der hvor risikoen for, for megen terapi, hviler på dine egne skuldrer, er hvis du shopper rundt mellem terapeuter i årevis. Hvis du skifter terapeuter som andre skifter undertøj og ikke lader dig selv indgå i en længerevarende relation til en enkelt terapeut. Årsagen hertil er oftest at du som klient gerne vil have et svar serveret udefra. Det er der (desværre) mange terapeuter der er villige til. Svar som du så prøver at udleve i dit liv – men fejler – da kun dit eget svar kan skabe balance i dit liv. Når din terapeuts svar ikke fungerer, er det jo nærliggende at opsøge en anden terapeut der kan servere et nyt svar og så videre, og så videre. I disse tilfælde kan du få så mange svar serveret at du bliver mere forvirret end godt er – dermed har du fået for meget terapi!

Når alt dette er sagt, er der mennesker der har brug for ganske langvarig terapi. Mennesker hvis opvækst og generelle livssituation gør at den terapeutiske relation er særdeles vigtig i lang, lang tid. Her kan man, i mine øjne, ikke tale om for megen terapi. Der kan være mennesker der har brug for livsvarig terapi for at blive mindet om at følge deres egen retning i livet. Ikke forstået således at det er kontinuerlig terapi, men at disse mennesker i perioder igennem hele livet har brug for terapi.

Desværre hviler det på klientens skuldrer at gennemskue om deres terapeut, psykolog, coach eller vejleder er kompetent. Du kan selv forhindre for megen terapi ved at være opmærksom på om din behandler rent faktisk er med til at gøre sig selv unødvendig. Er du i den anden situation, hvor det er dig der shopper efter SVARET, så er det måske på tide at du indser at du ikke kan finde svaret hos andre end dig selv – og opsøge en terapeut der kan hjælpe dig med dette.

Alt godt

Kresten

Om at opfinde ny terapi til hver ny klient

Den amerikanske psykiater og eksistentielle terapeut Irwin D. Yalom skriver i ’Terapiens essens’ at man som terapeut må opfinde en ny metode til hver enkelt terapisession. I mine ører er det virkelig visdom indenfor det terapeutiske felt. Da ingen mennesker er ens, kan terapisessioner naturligvis ej heller være det.

Dermed ikke sagt at terapeutiske metoder ikke har deres berettigelse, for det har de. Men ikke som andet end den værkstøjskasse psykoterapeuten har med sig og kan gøre brug af. Det er min oplevelse at terapien bliver mere autentisk og imødekommende, når jeg ser bort fra metoderne og hviler i at jeg kan mit fag. Velvidende at jeg har en stor værkstøjskasse der kan hjælpe mig i situationer hvor terapien er fastlåst.

I den eksistentielle terapi forsøger terapeuten først og fremmest at forstå klientens livssituation – sådan som klienten oplever den. Ikke som metoden eller teorien påbyder. Derfor er eksistentiel terapi en udforskende og støttende terapi, som ikke definerer klienten ud fra diagnoser, teorier eller terapeutens overbevisninger om det gode liv. Som udgangspunkt mener jeg at enhver psykoterapeut der tør lade metoder være metoder og ikke ophøjer dem til sandheder er godt på vej.

Psykoterapeuter der tilskriver sig en enkelt metode er i mine øjne ikke andet en pseudoterapeuter der ikke ønsker at se livets iboende usikkerhed i øjnene. Og de hjælper ikke klienter til andet end at spinde sig ind i et spindelvæv af løgn og bedrag. Det samme gør sig naturligvis gældende for alle andre der serverer nemme svar og løsninger af universel karakter.

Det er min klare overbevisning at der ingen nemme løsninger er på livsopgaven. Det er både smerten og lykken ved livet. Vi må leve til vi dør, med smerte, ulykke, glæde og styrke. Enhver må finde sin vej igennem livet – hjulpet, men ikke båret, af andre.

Der er temaer i livet som de allerfleste mennesker støder på. Og temaer som alle støder på. Vi skal alle sammen dø. Vi skal alle sammen vælge. Vi skal alle sammen opleve kærlighed – eller manglen på kærlighed. Ingen terapeut kan fortælle dig den helt rigtige måde for dig at forholde dig til disse aspekter af livet. Men en god terapeut kan hjælpe dig til at finde din måde at forholde dig til livets uundgåelige sandheder.

Derfor vil jeg slå et slag for at kommende klienter vælger deres psykoterapeuter med omhu. Vælger dem der ikke giver nemme svar og quick fix løsninger. Dem der tør se livets vanskeligheder i øjnene og ikke prakker dig bestemte holdninger eller metoder på. Psykoterapiens mareridt er pseudoterapeuternes virke. Dem der gør terapi til en nem og hurtigt løsning til glæde og styrke. Pseudoterapeuter der lyver for sig selv og for klienterne.

I mine øjne tør en god terapeut opfinde en ny terapi til hver ny klient. Velvidende at værktøjskassen rummer et hav af gode redskaber der kan bruges på uendelige måder.

En pseudoterapeut ser metoden frem for klienten og giver klientens modstand skylden hvis metoden ikke virker. Gerne med det ganske ofte benyttede udtryk ”Klienten var ikke parat til at udvikle sig”

– Måske er det snarere terapeuten der ikke er parat til at udvikle sig!

Alt godt

Kresten

Angstens samfund

I en stor del af mit nuværende arbejdsliv har jeg med arbejdsledige at gøre. Mennesker der alle som en står i en dårlig livssituation fordi mistet arbejde har frataget dem både identitet og økonomisk formåen.

At arbejde terapeutisk med disse mennesker er fantastisk – og hårdt. Fantastisk at opleve mennesker der gang på gang må reflektere over livet og de værdier de har. Hårdt fordi samfundet i den grad presser og umyndiggøre borger uden arbejde. Som om det er disse personers egen skyld.

Psykiske problemer opstår ganske hurtigt i kølvandet på samfundets pres. Stress, depression og angst er hverdagskost for en stor del af de arbejdsledige. Samfundet stiller krav der ikke er til at opfylde. Forleden læste jeg i Politiken at der er 40 ledige til 1 ledigt job. En umulig opgave – især hvis du oven i købet kæmper med din identitet og stress.

Samfundets måde at håndtere fællesskabet på, og i særdeleshed udviklingen igennem de sidste 10 med borgerlig regering, er på ingen måde gavnligt for befolkningens psykiske velbefindende. På den ene side er der dekreter om at alle må yde deres for fællesskabet, på den anden side er det jo åbenbart din egen skyld hvis angst og depression rammer. Lykkepiller er svaret – ikke at omlægge samfundsstrukturen – synes den gængse holdning i en økonomisk styret virkelighed at være.

Det er det enkelte mennesker der står med håret i postkassen og ikke kan komme videre. Det enkelte menneske der må kæmpe med angsten og depressionen – ikke statskassen (selvom den har håret i en anden postkasse). Er det et under at angst og stress (som jo dybest set er det samme!) er en folkesygdom? Er det et under at medarbejdere i systemet ikke ved deres gode råd og famler i blinde?

Nej – det er intet under. Det er en konsekvens af umyndiggørelsen og presset fra samfundets side. Et pres der sætter arbejdsledige i en magtesløs situation da der vitterlig ikke er mange job at få, samtidig med at skylden oftest bliver lagt på deres skuldrer. Jo mere hjælpeløse og magtesløse arbejdsledige føler sig, des mere angst og stress dukker op til overfladen. Angst og stress der bringer de selv samme mennesker længere væk fra livskvalitet og arbejdsliv. På et tidspunkt virker lykkepillerne ikke mere. Samfundet bliver immunt.

Et sygt samfund skaber syge borgere. Præcis dette ses i min hverdag. Angst er mere reglen end undtagelsen. Kun en sindssyg ville ikke blive sindssyg af systemets umenneskelige behandling af borgerne.

At virkeligheden er styret af økonomi er kun en sandhed fordi vi tillader denne sandhed. En virkelighed styret af kærlighed og medmenneskelighed kunne være sandheden – såfremt vi tillader medmenneskeligheden at bryde frem fra vores indre. Jo flere der mærker kapitalismens umenneskelige klamme hånd på sine skuldrer, des flere får øjnene op for medmenneskelighedens virkelighed. Dette er mit håb og en sandhed jeg heldigvis også ser dagligt i mit arbejde.

Alt godt

Kresten

Det bevidste ’Vi’

Det bevidste ’Vi’ som jo egentlig er så gammelt som menneskeheden selv, viser os vejen frem. Det bevidste ’Vi’ er din eneste mulighed for at kaste jeg’ets strammende lænker fra dig. Det ’vi’ der skaber grobund for fællesskab og individualitet – på en og samme tid.

Når du i din udvikling er gået væk fra det påtvungne oprindelige ’vi’ som dine kødelige forældre i bedste mening og i deres forståelse af kærlighed har holdt dig fast i, så står du som ’jeg’ og føler dig stærk eksisterende og kraftfuld. Men ensom og uden den nærhed som det ubevidste ’vi’ alligevel gav dig. Det er den største årsag til at så mange mennesker har svært ved at give slip. Ensomheden som ansvaret for eget liv og ’jeg’ påkalder. Det er grunden til at så mange igen og igen søger relationer som er dårlige for dem. For at finde tilbage til det ubevidste ’vi’ og prøve at overtale det til at lade ’jeg’ eksistere.

Når du først har taget skridtet ind i ’jeg’ åbner mulighederne sig for dig. Men ’jeg’ er et blændværk der forfører dig med sin magiske kraftfuldhed. ’Jeg’ bilder dig ind at dine behov, dine ønsker og drømme er væsentligere end selve fællesskabet og helheden. At helheden er underordnet ’jeg’. Det er en farlig leg der fører dig ind i den sande egoismes labyrint, hvor kærlighed, guddommelighed og magi, bliver den maske ’jeg’ gemmer sig bag. Den egoisme der ikke længere er ubevidst.

Dine” nye forældre” er det bevidste ’vi’ der tager ’jeg’ nænsomt i hånden. Leder ’jeg’ som en kærlig alvidende moder der vil fællesskabet det bedste. Ikke kun ’jeg’. Viser hvordan dine behov og drømme nogle gange er meget mindre betydningsfulde end fællesskabet. Det bevidste ’vi’ er fader og moder på en og samme gang – der bliver både bygget en rede hvor du kan samle kræfter og vokse op, samtidig med at du får et nænsomt skub ud over redekanten når ’jeg’ fylder for meget.

Dette bevidste ’vi’ kan tage dig igennem jeg’ets ensomhed og sørge for at du ikke bliver blændet af ego’ets strålende sol. Den sol der blænder dig i fromme ønsker om kærlighed og medmenneskelighed forklædt i selvretfærdighed og personlige grænser. Medmenneskelighed opstår først når det bevidste ’vi’ fører ’jeg’ i sikkerhed. I helheden Der hvor ’jeg’ ikke længere panisk skal kæmpe for sin ret og sin plads i verden. Hvor pladsen til ’jeg’ er fuldkommen, men ikke for stor og for skræmmende. Hvor ’jeg’ ikke får storhedsvanvid – tror den er Gud – og glemmer at den slet ikke eksisterer uden ’vi’. ’Jeg’ eksistere jo kun fordi ’jeg’ har andre at spejle mig i og helheden at eksistere ud fra.

Et fællesskab hvor der ikke længere skal kæmpes om behov, om grænser eller kærlighed. Hvor grænser og deres overskridelse er fleksibel og kærligheden ikke eksklusiv. Det bevidste ’vi’ vil lede det ensomme og forvirrede selvudviklede ’jeg’ i sikkerhed.

Alt godt

Kresten

Bøn om sindsro

Da jeg var ganske ung blev jeg introduceret til bønnen om sindsro af en veninde. Jeg strittede imod, da bøn som begreb har religiøse undertoner og jeg ikke kunne se meningen i et religiøst dogma. Senere er jeg blevet fanget af sandheden i ordene – som et almenmenneskeligt ønske om indre ro. Jo mere jeg lærer menneskets problematikker at kende igennem mit arbejde, des mere synes disse ord at have betydning. Du kender måske bønnen fra Anonyme Alkoholikeres brug af den, eller andre steder. Jeg har tilladt mig den frihed at omformulere en smule – så bønnen ikke er til Gud, men er rettet hvorhen du ønsker. Måske til dig selv.

Min brug af bønnen er ikke knyttet op til religiøsitet eller spiritualitet, da jeg mener at ethvert menneske selv må tage stilling til disse aspekter af livet. Det er ikke en psykoterapeuts rolle at diktere om spiritualitet, men det kan være en terapeuts rolle at deltage i en udforskning af klientens forhold til spiritualitet.

Når jeg præsenterer denne bøn, er det blot som inspiration til indsigt i dit eget liv. På alle niveauer – fra dagligdags skænderier om opvask og indkøb til refleksion over eksistensen. For mig opsummerer de få ord de fleste af mennesket dilemmaer.

Bøn om sindsro

     Til mennesket, såvel som menneskeheden i mig

     Skænk mig sindro til at acceptere de ting jeg ikke kan ændre

     Modet til at ændre de ting jeg kan

     Samt visdom til at kende forskel

For mig er det virkelig visdom. At vide hvornår du kan ændre på din situation og hvornår du må lære at acceptere livet som der er. På godt og ondt. Når du har vanskeligheder i livet, kommer du ingen vegne ved blot at ønske at alt var anderledes. Forandringen starter først når du kan acceptere hvor du er og så bruger kræfter der hvor situationen kan ændres. I stedet for at prøve at ændre hele verden omkring dig.

Alt godt

Kresten