Denne blog handler om personlig udvikling, psykoterapi og alt der imellem. Personlig udvikling er måske så meget sagt, da jeg ikke mener at udvikling kan være personlig, idet din udvikling altid vil påvirke mennesker omkring dig. Derfor vil jeg også skrive om fælles udvikling, eller Vi-udvikling, som en del af den personlige udvikling.
Bloggen bærer præg af mine erfaringer og oplevelser i livet som praktiserende psykoterapeut og som ganske erfaren rejsende i den personlige udviklings tegn. Du vil både kunne finde teoretiske indlæg krydret med mine praktiske erfaringer og mere personlige betragtninger. Med mellemrum kan jeg ikke dy mig for at lade et digt eller to snige sig ind. Bær over med mig – det sker ikke så tit!
Mit ønske er at du på bloggen kan finde inspiration til din personlige udvikling, få nye perspektiver på dig selv og på terapi generelt. Mit håb er at du vil deltage med kommentarer og spørgsmål – også gerne kritiske.
Hvis du har et emne eller en ide til et indlæg – så skriv til mig her.
Alt godt
Kresten