Hvem eller hvad er ’Jeg’?

Mange mennesker starter deres personlige udvikling med det ydmyge spørgsmål ”Hvem er Jeg?” Et spørgsmål der er rigeligt svar på og som er ganske fortryllende i starten. Spørgsmålet virker som en vejviser i en til tider kaotisk verden – hvad enten kaos er i dig eller udenom dig.

Der er blot en lille detalje ved spørgsmålet der gør det ganske vanskeligt at besvare fyldestgørende. Der kan være et utal af forskellige svar. Eksempelvis:
-    Jeg er psykoterapeut
-    Jeg er personlig udviklet
-    Jeg er spirituel
-    Jeg er kærlighed
-    Jeg er mine følelser
-    Jeg er dansker
-    Jeg er akademiker
-    Jeg er fan af FCK
-    Jeg er mine tanker
-    Osv. osv.

Alle disse kategorier er mulige holdepladser for dit ’Jeg’. Og der er utallige flere der passer eller ikke passer dit ’Jeg’ alt efter hvilken baggrund du kommer fra og hvilken opvækst du har bag dig.

Når nu du har travet rundt i den personlige udviklings cirkus længe nok og har fundet et par ’Jeg’er’ der passer dig godt, så burde det hele jo være perfekt – eller er det?

Ofte vil der dog stadig være et eller andet der nager. En vedholdende tvivl om at rejsen slet ikke ender her og at ’Jeg’ endnu ikke har fundet pointen med det hele. ’Jeg’ forholder sig jo til noget og kunne i og for sig lige så godt være fodboldfan som guddommelig messias.

Anderledes forholder det sig hvis du formulerer dit spørgsmål en smule anderledes. I stedet for at søge identifikation ved at spørge ”Hvem er Jeg” – så prøv at spørge ”Hvad er et ‘Jeg’” uden at identificere dig med dette ’Jeg’. Svarene bliver ganske forskellige fra de forrige svar, om end der stadig er mange.

Fra det første spørgsmål ved du at ’Jeg’ har det med at søge noget at identificere sig med. ’Jeg’ vil gerne kunne tage en form og påkalde sig retten til at være det ene eller det andet. Og så har dette ’Jeg’ det jo også med at holde stædigt fast i denne identifikation. Hvis nogen prøver at overbevise dette ’Jeg’ om andet kan der opstå en blodig krig. Det er voldsomme kræfter vi har med at gøre. Tænk blot på alle de liv der er gået tabt i religiøse, politiske og økonomiske genstridigheder, blot fordi en gruppe ’Jeg’er’ har været overbevist om deres sandhed om sig selv.

Ved lidt nærmere eftersyn ser det jo også ud til at ’Jeg’ kan identificere sig med hvad som helst, blot ’Jeg’et’ er stærkt nok. Du har altså at gøre med en del af din oplevelse af verden der er ganske stædig i sin ret til at identificere sig med alt og ingenting og derfor ikke bare sådan lader sig feje til side. Ligeledes er ’Jeg’ overordentlig præget af din opvækst og vil vælge identifikation enten som følge af eller som trods af dine livs omstændigheder i familien.

Ydermere har ’Jeg’ en tendens til at ville eje det ene og det andet. ’Jeg’ vil have en ny carport, et nyt job eller en ny kæreste. ’Jeg’ mener også at den har ret til penge, prestige og magt. Især hvis ’Jeg’ er overbevist om at ’Jeg’ er mere værd eller har været klogere end andre ’Jeg’er’. ’Jeg’ kæmper for sin egen overlevelse og er ikke så interesseret i et snærende fællesskab der kan udfordre ’Jeg’s ide om ejendom og identifikation.

Ved at spørge hvad i stedet for hvem, har du allerede taget et skridt hen imod at tage magten fra ’Jeg’. Ikke således at ’Jeg’ skal forsvinde, men at ’Jeg’ blot er et redskab på din vej i livet. Du har også taget et stort skridt væk fra at lade dig styre af din opvækst og livets omstændigheder. Et skridt væk fra at reagere mere eller mindre blindt på følelser, tanker og kropsfornemmelser. Du har taget et skridt mod en anden oplevelse af verden hvor ’Jeg’ og ’Vi’ ikke er modsætninger, men kan leve sammen.

Et simpelt skift i perspektiv kan ændre meget. Også for ’Jeg’.

At elske sig selv

Ja – det er jo et kendt mantra i al form for personlig udvikling. Du kan ikke elske andre før du har lært at elske dig selv, er der åbenbart mange der mener.

Jeg har igen og igen hørt fra klienter at det er nemt at elske andre, men så uendeligt svært at elske sig selv. Da jeg jo tager deres oplevelser for gode varer, er jeg en smule skeptisk overfor om man virkelig ikke kan elske andre uden at elske sig selv. Javist, du elsker måske på en anden måde når du også elsker dig selv.

Men er kærlighedens mysterier ikke netop dette? At den altid ændrer sig, ikke kan forklares og giver sig til udtryk på mange måder. At kærligheden til dine børn er anderledes end til din kæreste eller dine venner. At kærligheden til selve livet ikke kan sammenlignes med kærligheden til guldfisken i akvariet. Og at du naturligvis godt kan elske andre uden at elske dig selv 100 procent, det er blot en anden form for kærlighed.

Hvis du dybt inde ved at du er i stand til at elske et andet menneske, så kan du også være sikker på at du indeholder kimen til at elske dig selv. Når jeg tænker tilbage på de utallige klienter jeg har haft, har kærligheden stort set altid været et tema på et eller andet tidspunkt i terapien. Og jeg har endnu ikke mødt en klient som ikke var i stand til at elske et andet menneske på den ene eller anden måde. Desværre har jeg mødt mange med den oplevelse at kærligheden ikke inkluderer dem selv. En pinefuld oplevelse af manglende værd og ret til at eksistere.

Det kan der være mange årsager til, opvækst, omsorgsvigt, traumatiske oplevelser, osv. Men disse vil jeg ikke komme nærmere ind på her.

I mine øjne er kærligheden til dig selv ganske konkret. Den handler om accept og anerkendelse af både din sårbarhed og styrke. Den handler om at du tager vare på dig selv, gør gode ting du kan lide, reflekterer over dine negative tanker og giver dig tid til at slappe af. Den kærlighed, rummelighed og omsorg du ganske givet føler for mange andre mennesker – lad den være din retningslinje.

At elske sig selv handler ikke om at være perfekt eller ufejlbarlig. Ej heller om at være et menneske som andre mennesker altid skal se op til eller som altid skal kunne rumme andre. Tvært imod. Vi elsker tit andre ligeså meget på grund af deres fejlbarlighed og særheder, som på grund af deres styrke og succes. Hvorfor skulle det se anderledes ud med kærligheden til dig selv?

I starten er det bestemt ikke nemt at behandle sig selv med samme kærlighed som du behandler andre. Det tager tid og føles sandsynligvis mærkeligt i begyndelsen. Som al anden udvikling må du væbne dig med tålmodighed og værne om de øjeblikke hvor det rent faktisk lykkes. Oftest vil resultatet komme som en overraskelse og kærligheden til dig selv vil snige sig ind i dit liv som en naturlig ro og et rart fundament. Når hammeren over hovedet pludselig er skiftet ud med et kærligt velment klap og du ikke længere er slave af dine negative tanker.

Når du en dag har lavet en gigantisk fejl som du før ville have grædt over i månedsvis, men nu kan sige ”Bevares – alle laver jo fejl også mig!” uden at få dårlig samvittighed eller se dig selv som et skidt menneske af den grund, så har kærligheden til dig selv indfundet sig. Fejl kan bruges til at lære af hvis de behandles med kærlighed, men hvis ikke, er de blot endnu et søm i dit selvværds ligkiste.

Grænsen mellem dig og mig

Vi skal alle passe på vores grænser. Det er en genkendelig melodi i al personlig udvikling. Et tema som de allerfleste der går i terapi kender og bruger som en retningslinje i videre udvikling.

Hvis du er uden grænser er livet unægtelig hårdt. Verden vælter ind over dig og det er svært at forstå hvor du slutter og verden begynder. Så arbejdet med grænser er væsentligt og er med til at give selvværd og selvindsigt i egne ressourcer og sårbarhed.

Men det modsatte er også tilfældet. Hvis dine personlige grænser begrænser dig og du er for ”god” til hele tiden at sætte grænser og gøre opmærksom på dig selv. I sådanne tilfælde afskærer du dig godt og grundigt for konstruktivt samarbejde med andre mennesker og dine grænser bliver statiske uden bevægelse.

Som i al anden udvikling handler det om vekselvirkning og refleksion. Dine grænser, hvad du vil være med til og hvad du synes er den rette måde at leve livet på, er konstant under udvikling. Grænserne er ikke statiske og bliver det forhåbentligt aldrig. Når du først har lært dine grænser at kende, så er det ved at være tid til at presse dem en smule. Se om livet kan tilbyde mere – eller om du måske i perioder har brug for at sætte endnu flere grænser.

Når verden giver dig muligheder og andre mennesker vil dig et eller andet, så er grænserne et redskab til at kunne rumme både udfordringerne og dig selv. Mange tror at grænser er tanker om hvad man vil og ikke vil. Det er de også. Men dine grænser mærkes først og fremmest i kroppen. Hvad sker der med dig når et fremmed menneske står for tæt på dig? Måske bliver du utilpas, lidt ondt i maven, urolig og har lyst til at flytte dig. Disse signaler er din krops måde at fortælle dig at dine grænser helt konkret bliver overtrådt.

Når situationerne er mere nuanceret, som en kommende arbejdsopgave eller en subtil manipulation fra din families side, er det de samme kropsfornemmelser der dukker op. En fornemmelse af ubehag, uro og rastløshed. Igen er det signaler til dig om at der foregår et eller andet omkring dig som sætter dine grænser på prøve.

Et menneske der er kontrolleret af sine grænser vil straks give udtryk for ubehaget, tage kampen op eller flytte sig fra situationen. Omvendt vil et menneske der ikke er bevidst om sine grænser, blot flyde med og lade ubehaget være ubehag. Begge løsninger fjerner dig fra samvær. Ved at trække dig, fjerner du dig konkret fra muligheden for samarbejde med andre mennesker. Ved at blive i ubehaget og ikke lytte efter – fjerner du dig fra dig selv.

Vekselvirkningen og dermed udvikling opstår når du på en og samme gang formår som udgangspunkt at blive i situationen. Give udtryk for ubehaget og søge i samarbejde at forandre situationen så ubehaget enten forsvinder eller lander på et tåleligt niveau. Naturligvis kan dette ikke altid lade sig gøre, og så må du vælge om du vil samarbejde med dig selv eller vælge dig selv fra. Begge valg har konsekvenser – som alle andre valg – så spørgsmålet er hvad du kan leve bedst med i fremtiden. Du har et valg og nogle gange kan et temporært ubehag være bedre end en konflikt under familiemiddagen (igen!). En konflikt der måske, måske ikke, skal tages op på et senere tidspunkt.

At påstå at dine grænser altid skal overholdes er det samme som at fjerne dig fra fællesskabet. Et fællesskab vil altid indebære en form for tvang. Forstået på den måde at der er regler, spilleregler, som fællesskabet fordrer og som må overholdes for at du kan være en del af det. Spilleregler du ikke kan ændre uden at spille med in en tid. Nogle gange er denne tvang i orden og på sin plads, da den er med til at udvikle dig. Andre gange er udviklingen at fjerne sig fra tvangen og søge fællesskab andetsteds. Ved at distancerer dig en smule til dine grænser. Lytte efter dem og lege med deres fleksibilitet, opnår du at den statiske tilstand forsvinder og en læreproces sættes i gang.

Med andre ord, er det en ganske nødvendig udvikling at lære dine grænser at kende – blot for med ro i sindet at kunne reflektere over dem og bruge dem som et fleksibelt redskab i din udvikling.

Grænsen mellem dig og mig er flydende. Og skal være det for at udviklingen fortsætter. Du lærer hele tiden nye aspekter om dig selv at kende og de er med til at forandre dine relationer og forhold til andre mennesker. Ved at tage ansvar for dine grænser, velvidende at de er fleksible og uden forventning om at andre altid accepterer dem, opnår du en frihed til at vælge mellem fællesskab og selvstændighed. Og i nogle situationer vil selvstændighed og fællesskab gå hånd i hånd et stykke tid.

Angst

Alle mennesker kan føle angst. Alle der siger anderledes lyver simpelthen. Angst er en ligeså naturlig del af det at være menneske som sult og at trække vejret.

Angst bliver først et problem når den opstår i situationer hvor den ikke hører hjemme. Det kan være i supermarkedet, ved jobsamtaler eller når du skal tale foran mange mennesker. Eller måske panikangst om natten uden du egentlig kan sætte fingeren på hvad der gør dig bange. I vores heftige hverdagsliv er angstreaktionen ofte vores redning. Angst kommer fra reptilhjernen og kan i nogle tilfælde tage magten over de rationelle tanker i hjernens frontlapper. Det er sådan set meget godt at vi ikke skal tænke alt for meget når en bil pludselig er ved at køre os ned, men at vi i stedet reagerer instinktivt og springer væk. Hvis vi først skulle tænke situationen igennem, hvorfor bilen nu kommer der? Hvorfor føreren ikke kan se dig? Osv. osv. ville du være død før du når at reagere.

Angst har grundlæggende tre udtryk. Tre måder at håndterer en livstruende situation på. Forstil dig at du sidder i din dagligstue, ganske afslappet, måske med en kop the eller en god film i tv. Pludselig springer en tiger igennem vinduet og er parat til at hoppe på dig. Du er tigerens næste måltid. Lynhurtigt vil din kloge krop reagere. Den vil sende signaler til muskler om at der skal komme en reaktion nu og her – ikke efter du har tænkt situationen igennem. Din reptilhjerne vil på et splitsekund analysere problemet og bestemme om du enten skal flygte ud af døren, kaste dig på tigeren og håbe at vinde kampen, eller om du skal ligge dig ned og spille død, så tigeren ikke har lyst til at spise dig. Ved sidste løsning er det en god ide at lugte dårligt så tigeren tror du er rådden – deraf angstens sved.

Reptilhjernen har altså flugt, kamp og spil død som grundlæggende reaktion på en umiddelbar fare. Når denne del af hjernen sender impulser rundt i kroppen, fortæller den at kroppen skal gøre sig hurtigt parat. Du begynder måske at svede, ryste, fryse, får kvalme, tunnelsyn, hjertebanken, panikfølelse, og et stærkt sug i maven. Alt sammen reaktioner i kroppen der viser at du nu er parat til at overleve dit møde med tigeren.

Nu er det jo heldigvis sjældent at vi i dagens Danmark møder et vilddyr der vil flå os levende. Derfor er kilderne til angst ikke store i den forstand, men alligevel godt at vi har dem, så vi kan reagerer overfor biler, truende adfærd eller andre livstruende vanskeligheder. Så i mange henseender er angsten en god og troværdig ven som prøver sit bedste at passe på dig. Men når angsten virkelig tager fat, når sveden hagler af panden og hele kroppen ryster uden at der er en synlig grund, kan angsten blive et rent mareridt og være aldeles skadelig for din livskvalitet. Du kan måske endda være så angst at dagligdagens gøremål føles som at løbe et maraton og du aldrig kan komme i gang med de ting i livet du gerne vil. Husk på at angsten prøver at beskytte dig, men at faren måske ikke er reel. Det er dog svært at overbevise reptilhjernen om dette, svært at styrer de impulser den sender rundt i kroppen.

Forstil dig at du som barn aldrig har fået plads til at bare være dig. Med alle dine følelser, kropslige fornemmelse, vrede og sorg. At du som barn kun blev ignoreret eller fik skæld ud når du viste sider af dig selv som ikke i familiens øjne var acceptable. For et barn er opmærksomhed og accept lig med overlevelse. Hvis du som barn bliver skubbet ud af fællesskabet er du i livsfare. Derfor kan du reagere med angst – du er jo truet på din eksistens. Senere i livet kan disse oplevelser dukke op igen. Når du prøver at vise sider af dig selv som engang var forbudt – ja – så viser angsten sig og fortæller dig at du er tæt på afgrunden. Og ganske naturligt sætter angsten gang i overlevelsesmekanismen.

Som voksen kan der tit opstå situationer hvor samfundet kræver af dig at du viser dine sårbare sider og eksempelvis tager imod kritik uden at løbe ud af døren. Her kan angsten vise sit ansigt og gøre livet til et helvede. Og så kan tanken om at du måske er sindssyg dukke op – for blot at skabe mere angst, da sindssygdom på en måde jo også er en trussel mod din eksistens. Pludselig fylder angsten mere og mere – den er uden for kontrol og handler ikke længere om overlevelse. Måske angsten så kommer i supermarkedet eller når du prøver at slappe af.

Det kan være uendeligt slidsomt på psyken og din oplevelse af livets glæder. Men der er en vej ud. Bare ikke udenom angsten, men igennem den. For det første er det vigtigt at huske på at ingen bliver fuldstændig fri for angst. At angst kan redde dig, men at den helst kun skal dukke op i nødvendige situationer. Derfor er det ikke et tegn på at du er forkert eller syg hvis du engang imellem mærker angst.

Angst kan ikke håndteres ved at presse for hårdt på. Du bliver nødt til at tage vare på angsten, uden at lade den styre. Gør nogle af de ting der giver dig angst, men kun i den grad hvor angsten ikke tager overhånd. Hvis den er ved at få ordentlig fat i dig, så fjern dig fra situationen og lad kroppen slappe af. Uden at bedømme hverken kroppen eller din reaktion negativt. Langsomt vil du kunne lærer din krop at disse situationer ikke er livstruende og at du godt kan magte dem. Du kan ikke gøre noget ved at angsten kommer med mellemrum og gør sit bedste for at redde dig. Det du kan ændre på er dit perspektiv på angsten, undersøge de tanker der gør dig angst, lære dine begrænsninger at kende og tage vare på dig selv.

På mange planer er det et angstfyldt samfund vi lever i. Mange beslutninger bliver taget af frygt og for at holde sig på sikker grund. Det postmoderne menneske lever i en verden der konstant er under forandring. Da hjernen ikke er lavet til at håndtere mere end tre fire problemer af gangen på en effektiv måde, og virkeligheden stiller langt flere problemer foran os hverdag, er det egentlig en stor overraskelse at ikke de allerfleste mennesker er mere plaget af angst end de er. Vi lever i en verden fuld af vidunderlige muligheder og uden de store bindinger – men bagsiden af medaljen er at vi må lærer at leve med og forstå vores angst.

Stilladset og bygningen – Forskellen mellem udvikling og indbildning.

Personlig udvikling starter ofte med det simple spørgsmål ’Hvem er jeg?’. Simpelt og alligevel så uendeligt svært at besvare.

Mange har svar. Svar de gladelig placerer foran dig. Svar du kan gribe og identificere dig med. Religion, filosofi, politik, terapi, new age, materialisme. Alle er de forsøgte svar på meningen med det hele. Svar der driver dig i vidt forskellige retninger og kan forvirre mere end de gavner.

Forvirringen opstår når du glemmer perspektivet og udgangspunktet. I din iver for at udvikle dig, prøver du at finde
ind til kernen i dig selv. Du søger at lære dig selv at kende, dine følelser, dine drømme, ønsker og styrke. Samtidig med at du forsøger at tage dig af din svaghed og sårbarhed.

Alle de mange retninger du kan tage indenfor personlig udvikling, terapi, religion og new age, er at sammenligne med et stillads. For at opføre en bygning der kan modstå vind og vejr, vinterens klamme hånd og sommerens mange solstråler, må du gøre brug af et stillads du kan stå sikkert på mens du bygger. Et stillads som er nødvendigt for at bygningen ikke skal falde sammen. Men stilladset er jo ikke bygningen i sig selv, og bygningen når aldrig sin egenrådighed og fuldendthed hvis stilladset bliver stående.

Når stilladset har udtjent sit formål, skal du tage det væk. Det ved enhver håndværker. Stille det væk. Måske gemme det, hvis du i fremtiden får brug for at reparere på din bygning.  Hvis du er en fornuftig og seriøs konstruktør har du mange forskellige stilladser og ved hvornår de skal bruges og hvornår de skal gemmes væk. Som god konstruktør er du bekendt med at et stillads ikke står sikkert alene, at det i sig selv ikke kan modstå skiftende vejrforhold. At et stillads ikke er noget alene.

Du ved også at stilladset kun er midlet til målet. At kun en tåbe bor på et stillads, når han nemt kan flytte ind i bygningen.

Når den personlige udvikling starter med spørgsmålet ’Hvem er jeg?’, så er der brug for et stillads. Måske endda flere. Der er brug for midler til at finde svaret. Men svaret er ikke midlerne – de er blot værktøjer. Alligevel forsvinder så mange smukke bygninger i stilladsernes mareridt. Stilladser der, hvis du er heldig, stadig har et skilt udenpå hvor der står ’Jeg er her stadig! Kig ind!’. Hvis skiltet mangler – ja – så er du fortabt i fanatismens mørke og vil kæmpe til døden for dit stillads virkelighed.

Jeg har ikke svaret på hvem du er, men jeg ved at du ikke kommer tættere på svaret ved at lade dig forlede af stilladser. Kun du kan konstruere din bygning. Kun du kan bygge den op. Og kun du kan fjerne stilladset, når bygningen skal vises til verden. Stillads og bygning har brug for hinanden i en tid. Men derefter må bygningen stå alene.

Faktisk har stilladset mere brug for bygningen end omvendt. Derfor er der så mange der ønsker med al magt at drive dig til at forstå netop deres svar. I en barnetro på at deres stillads bliver stærkere jo flere der er af dem. Det har intet med personlig udvikling at gøre. Snarere er det ren personlig indbildning. Indbildning at sidde på et stillads og råbe ud til verdenen at det er et mageløst slot. Kun et barn har den fantasi.

Der er en tid til barnlig fantasi – den lærer du meget af – men virkeligheden overstråler oftest fantasien. Som bygningen der er langt smukkere uden stilladset.

At være sensitiv i en foranderlig verden

Der er mange mennesker, op mod 20 procent, der er mere sensitive end andre. En sensitivitet der giver sig til udtryk i stor empati, omsorg for andre mennesker og stærk oplevelse af kærlighed.

Det lyder jo alt sammen fint, men der er en bagside af medaljen. Sensitive mennesker kan have overordentligt svært ved at klare hverdagen i et mere og mere foranderligt samfund, hvor fleksibilitet og stress er en del af næsten hver eneste dag. Det store pres som vi oplever, de mange indtryk og oplevelser i hverdagen, slider på sensitiviteten og gør sårbarheden mere synlig. Sensitivitet har flere ansigter. Nogle mennesker er født med et sensitivt nervesystem, som ikke kan klare de samme belastninger som andre, men til gengæld har stor empati og medfølelse.

For andre mennesker bliver sensitiviteten så at sige indlært i barndommen, som en måde at tage vare på sig selv. Det handler om integritet og samarbejde. Og ikke mindst det uudtalte krav fra mange forældre til deres børn om at samarbejde over evne for at få opmærksomhed. Forældrenes ønske om at være gode forældre der har børn der ikke er kede af det eller vrede.

Alle – uden undtagelse – er født med integritet. En fornemmelse af egne behov og følelser. Godt nok er disse ikke i sproget til at starte med, men som nyfødt baby græder du hvis sorgen kommer, græder også hvis sulten melder sig for kraftigt, skriger hvis vreden dukker op eller stiller et stort smil op når livet er skønt. Alle disse er udtryk for behov uden at du som spæd stiller spørgsmålstegn ved om behovet er rigtig eller forkert. Behovet er der bare og bliver udtrykt.

De allerfleste børn er også født med evnen til at samarbejde. Som barn vil du langt hen af vejen forsøge at samarbejde med din moder. Selv et spædbarn reagerer instinktivt på moderens humør og agerer herefter. Er din mor nervøs eller bange, vil du sandsynligvis opføre dig nogenlunde på samme måde. Det er et samarbejde der er helt naturligt for barnet. Et samarbejde som ikke nødvendigvis behøver at gå ud over din integritet og følelse af egne behov. Men da din moder er livsvigtig for dig, er det en nødvendighed at du kan mærke hvordan hun har det og reagerer på hendes signaler.

Eksempelvis kan et tre-årigt barn sagtens stille sig op foran fryseren to minutter før spisetid og kræve en is. Nu har forældrene flere muligheder. Barnet skal jo ikke have en is lige før maden, det ved de, men hvordan for de det udtrykt så barnet ikke oplever sit behov som forkert og samtidig samarbejder med dem? En mulighed er at forklare barnet at man jo ikke spiser is før maden og derfor ikke må være sur over ikke at få en is. En anden mulighed er at sige at det er forkert at ville have is før maden. En tredje, at skælde barnet ud, eller simpelthen tvinge det til at lade være med at fokusere på isen. Det vil nok medføre en konflikt, da barnet kæmper for at få sine behov anerkendt og forstået. Ikke nødvendigvis mødt, men forstået. Så for at møde barnets integritet og samtidig samarbejde, kan forældrene ganske enkelt sige ”Jeg kan godt forstå at du gerne vil have en is, de smager jo godt, men om lidt skal vi spise, så du får ingen is nu”. Så vil barnet måske også brokke sig, men her er det ganske fint at sætte et punktum og ikke gå ind i diskussion og forklaringer. Nogle ting skal ikke forklares, det er jo forældrene der er forældre og skal bestemme. Det værste man kan gøre er at forklare et barn at det de føler, er helt forkert – så begynder de at opleve sig som forkerte. Hvis forældrene tager barnets behov alvorligt, men ikke opfylder det, oplever barnet at behovet for isen er i orden, men at samarbejdet i dette tilfælde er vigtigere. Ikke at behovet er forkert, men blot at behovet må tilsidesættes for fællesskabets skyld. En evne som vil være en gave i fremtiden og skabe gode samarbejdsevner.  

Hvis du som barn for at vide at ”Det er ikke i orden at du vil have en is nu, fordi vi skal spise om lidt” eller ”Du kan nok forstå at du ikke må få en is nu, da vi skal spise, så du må ikke være sur” vil barnet så småt begynde at tvivle på egne behov. Det modsatte kan også være tilfældet – at du får alt hvad du peger på, også isen før maden. Det vil medføre at du altid sætter dine egne behov forrest og forventer at andre gør det samme. Naturligvis ikke hvis dette sker nogle få gange, men hvis det er generelt. I forhold til en is er det måske ikke det store problem, men overvej hvordan situationen vil være hvis barnet for at vide, udtalt eller uudtalt, at vrede ikke er tilladt, da mor bliver ked af det hvis du er vred. Eller at sorg ikke er tilladt, da mor ikke kan klare at du er ked af det. Du skal være glad hele tiden, for så tror mor hun er en god mor! Som barn vil du ubevidst forstå at dit behov for at udtrykke sorg og vrede er forkert og du vil langsomt trække dig væk fra dine egne behov for at tilfredsstille moderens. Nu samarbejder du over evne, for at få den kærlighed som er så nødvendig for et barn.

Når et barn samarbejder over evne udvikles empatien. Men empatien for en selv er ikke til stede og andres behov bliver konstant sat forrest. Du bliver med andre ord mere og mere sensitiv og åben overfor de indtryk som verden giver dig. Så du kan være parat til at reagere på en tillært passende måde – for dine egne behov sætter du jo spørgsmålstegn ved. Denne form for sensitivitet er anderledes end den medfødte og kan anses som indlært. Oplevelsen stikker dybt og medfører konsekvenser i hele din hverdag. Konstant vagtsomhed overfor andre mennesker, lysfølsomhed, lydfølsomhed og underkendelse af egne behov er blot få af konsekvenserne.

Når der er op mod 20 procent af alle der er mere sensitive end normalen, tror jeg det handler mere om hvordan børn bliver opdraget og anerkendt, end medfødt sensitivitet. Vejen videre, for der er en vej, er at lære at tage vare på egne behov. Lærer at anerkende dine behov som ligeså vigtige som andre. Og ikke mindst tage spørgsmålet op med dig selv om du virkelig er ansvarlig for hvordan andre mennesker har det. Om det er din opgave at sørge for at andre har det godt, ved at sætte egne behov i baggrunden.

Med andre ord er din sensitivitet ikke nødvendigvis et livsvilkår som skal styre dig. Den kan være en gave eller en forbandelse. Med opmærksomhed på sensitiviteten og insisteren på at vende den mod egne behov og grænser, kan du formå at beholde den mageløse empati, samtidig med at du passer på dig selv.

Selv hvis din sensitivitet er medfødt, er der gode muligheder for at du kan lære af den og udnytte de potentialer der ligger i den. Eksempelvis ved ethvert arbejde med mennesker er sensitiviteten en mulighed for at trække på andre ressourcer end blot de rationelle. Men det kræver at du lærer at passe på dig selv, tage dine behov og kropsfornemmelser alvorligt og sige fra uden dårlig samvittighed (Hvorfor skulle du dog for resten have dårlig samvittighed over at tage dig selv alvorligt?).

I en foranderlig verden er det omsorgen for dig selv der ikke må forandres, den må være dit pejlemærke i al forvirringen og din trygge base hvorfra du kan møde verdens forandringer. Det sker ikke over en nat, men den skal nok komme hvis du insisterer på at opleve sensitiviteten som en mulighed frem for en barriere. Husk på at den omsorg du gerne vil give andre, skal du også give dig selv. Og vær åben for at andre mennesker kan give dig omsorg og opmærksomhed. Du mærker sikkert glæde ved at hjælpe andre. Hjælp dem til at mærke den samme glæde ved at lade dem hjælpe dig.

Den dårlige samvittighed

Mange mennesker plages af dårlig samvittighed. Skyld over beslutninger og handlinger de har foretaget sig igennem deres liv.

Måske tænker du over at du skulle have taget en anden beslutning da du var femten, eller et dårligt valg du tog da du var i midten af tyverne. Det kan være at disse tanker plager dig og at du forestiller dig at dit liv ville være anderledes hvis du blot havde tænkt dig ordentlig om den gang.

Måske en periode med misbrug, dårligt studievalg, valg af kæreste, ting du har sagt eller gjort over for andre mennesker. Sådanne tanker kan være baggrunden for lavt selvværd, skyld over ens liv eller oplevelse af at du ikke er et godt menneske.

Overvej et sekund hvad det er der sker. Hvordan dine tanker fungerer og hvilken måde du giver dig selv skyld.
I de allerfleste situationer skyldes den dårlige samvittighed at du vurderer dine beslutninger og handlinger ud fra de erfaringer du har lige nu – mange år efter. Ikke de erfaringer du havde den gang du tog beslutningen. Tænk over hvordan du tænkte og reagerede den gang og forstå dig selv som den du var på det tidspunkt, uden de erfaringer du har i dag. Ville du vælge anderledes? Kan du i dag forstå den du var den gang? Når din empati og omsorg så langt ind i dig selv at du kan forstå, at nogle gange vælger du bare forkert? Ikke fordi du vælger bevidst forkert, men fordi dine erfaringer ikke danner baggrund for en bedre beslutning. Erfaringer du først får når du ser resultatet af de “forkerte” beslutninger.

Det bliver først tragisk hvis du ikke lærer af dine nye erfaringer og gang på gang handler på en måde der er dårlig for dig. Lad dig lede af dine erfaringer, ikke bruge dem som en hammer til at slå dig selv i hovedet over fortidens manglende indsigt.

Hvis du endelig skal dømme dig selv, så gør det ud fra den du var – ikke den du er. Tanker om ‘Jeg burde vide bedre’ er nutidens jeg der taler. Du vidste jo netop ikke bedre, men tog det bedste valg du kunne i den situation du var i.

Dårlig samvittighed er udtryk for manglende forståelse for dig selv. For den du var og den du er. Brug den dårlige samvittighed som en vejledning i at du kan lærer at se på dig selv med nye åbne øjne og være ligeså tilgivende overfor dig selv som overfor andre.