Illusionen om ’Jeg’

Illusionen om et fastforankret ‘Jeg’ er fundamentet i det postmoderne samfund. Ideen om at vi alle er individer og skal respekteres og kan kræve vores ret. Samfundet er langt hen af vejen opbygget til at rumme disse ’jeg’er og oplevelsen af os selv som unikke og specielle. Det er positivt og anerkender det enkelte menneskes ret og værdi. En udvikling som har gjort op med slavehandel, givet os menneskerettigheder og demokrati. En nødvendig udvikling for individet.

Men hvor er fællesskabet i samfundet? Hvor er udgangspunktet og hvorfor er så mange overbeviste om at ’Jeg’ er den endelige oplevelse i livet som menneske?

Filosoffen Paul Ricouer beskriver i værket ”Oneself as another” hvordan mennesket kun kan forstå sig selv igennem den anden. At vi kun er mennesker fordi der er andre vi kan se os selv igennem og forholde os til. Ricouer går endog et skridt videre og argumenterer igennem mange lange besværlige filosofiske udredninger for at der blot skal være et eller andet vi kan forholde os til – et åbent X som han kalder det. Dette X er oftest andre mennesker, men kan også være Gud, naturen eller andet. Hele pointen kogt ned er at vi kun er mennesker, fordi vi er i relationen til andet end os selv. Så vores oplevelse af ’Jeg’ består i bund og grund i at vi altid allerede er i relation.

Denne åbenhed, dette forhold der er med til at skabe vores forståelse af ’Jeg’, kan man altså sige er kendetegnende for det postmoderne menneske. At mennesket igennem historien nu endelig griber om sin individualitet og kræver retten til at være værdifuld og unik. Humanismen blomstrer, men kun med fokus på individets ret.

Set i historisk perspektiv går denne tanke ikke langt tilbage, eksempelvis er det jo blot et enkelt sekund i historiens uendelige tid siden vi havde slaver og ikke anså dette som et væsentligt problem. Men ’Jeg’ er med til at ændre alt dette. Dog har den ensidige fokus på ’Jeg’ katastrofale konsekvenser. Der kan vist ikke være mange der er i tvivl om de voldsomme miljømæssige problematikker ved industriens vold af naturressourcerne for enkelte ’Jeg’ers økonomiske vinding. Eller de ufattelige moralske paradokser i landegrænser eller opdeling af indvandrere, flygtninge og danskere. Igen er der ’Jeg’er på spil som vil gøre hvad som helst for at bevare de materialistiske goder som de i ’Jeg’ets ånd oplever at de har ret til. Bevares, det er da dem der sidder på toppen af samfundspyramiden og arbejder hårdt for at det nyeste bilmærke eller hårprodukt skal købes af andre ’Jeg’er, men er det virkelig så nemt at argumentere for ’Jeg’ets ret til udnyttelse af andre ’Jeg’er? Er det ikke bare en forfinet slavehandel uden egentlig anerkendelse af den anden?

Ifølge Ricouer, og de allerfleste andre mennesker, er vi alle født ind i et Vi. Det ’Vi’ der udgør dig og din moder. Og ganske hurtigt også indeholder din øvrige familie. Udgangspunktet er altså relationen og det er i opvæksten at barnet langsomt oplever sig selv som et individ. Denne udvikling er jo skøn at følge. Følge hvordan barnet opbygger sin personlighed og sine små pudsige særheder. Glædes ved barnets smil og latter. Se hvordan barnet oplever verden anderledes end dig og dermed få dig til at forstå mere af verden. Her kommer kære Ricouers tanker i spil igen. Man forstår jo netop mere af verden igennem den anden. Ikke ved at lukke den anden ude. Hvis man som forældre lukker sit barn ude af sin verden – ja – så taler vi om omsorgsvigt og i yderste tilfælde om at tvangsfjerne barnet fra de forældre der hårdnakket ikke vil åbne deres ’Jeg’s verden for det nye lille liv. De forældre der ikke kan se at et barn nødvendigvis må ændre den måde de agerer og ser verden på.

Når det nu heldigvis falder de allerfleste mennesker så nemt at vise kærlighed overfor et barn, hvorfor er det så uendeligt svært overfor andre mennesker – især mennesker vi ikke kender? De fleste forældre kan berette om Vi-oplevelsen hvor fællesskabet med barnet strækker langt udover det ensomme ’Jeg’ som før fyldte så meget. Mange fortæller endda om hvordan det giver mening i livet at tage vare på et barn og om hvordan hele perspektivet på verden ændres. Pludselig er der noget der er vigtige end det værdifulde ’Jeg’ der ellers hidtil har krævet sin ret.

Der sker altså for mange forældre en helt naturlig og vidunderlig udvikling. En udvikling fra da de selv var børn og oplevede ’Vi’ med deres forældre, til at opleve sig selv som individer og endelig mærke hvordan individet kan sameksistere med ’Vi’et med et barn og måske endda en partner hvis man er åben og opmærksom. Denne proces anses generelt som ganske naturlig og giver ikke megen undren rundt omkring i de små hjem. Men hvordan kan det være at denne nye vinkel og åbenhed for verden ikke lærer os at ’Vi’ er stærkere og mere kraftfuldt end det ensomme ’Jeg’? Hvordan kan det være at menneskeheden bliver omsorgssvigtet i ’Jeg’ets navn?

Samfundets orden må gå i retning af samme udvikling. Nu har vi kæmpet og kæmpet for at mennesket har værdi. Ganske vist er der mange lande hvor denne udvikling stadig kun spirer, men for os i den vestlige verden, må vi ikke glemme at den naturlige udvikling går mod et ’Vi’. At det postmoderne samfund med ’Jeg’ i centrum er at sammenligne med teenageårene hos individet og at udvikling fortsætter. Vi må prøve at se udover vores egne næser, glemme ’Jeg’ og lade ’Vi’ åbne os for nye indtryk og oplevelser i verden. Med andre ord må ’Vi’ blive voksne. 

Det ’Vi’ som er menneskeheden. Med alt hvad den indeholder af farver, følelser, forståelser, religioner, kroppe, holdninger, etik, politik, had og kærlighed.

I middelalderen havde man en ide om at latin var det guddommelige oprindelige sprog. For at bevise dette, satte man spædbørn i isolation og ventede spændt på at de begyndte at tale latin. Vel at mærke uden hjælp og støtte fra andre mennesker. Disse børn fik kun mad – men ingen omsorg eller kærlighed – og håbet var, at guddommeligheden ville indfinde sig naturligt. Det gjorde den ikke. De overlevede ikke længe, begyndte ikke at tale og var i mange henseender slet ikke mennesker som vi forstår det i dag. Stor skuffelse i kirken. Det enkelte menneske kunne ikke tale det guddommelige sprog uden hjælp fra andre.

Det samme forsøg er vi ved at udføre på samfundsplan ved at lade ’Jeg’ kontrollere retningen. Vi nærmer os ikke noget større eller mere guddommeligt ved at ophøje ’Jeg’ til en naturlig guddom. Kun i fællesskabet kan vi øge vores bevidsthed og forståelse af livet. Det åbne X som Ricoeur beskriver, kan være menneskeheden i helhed. Uden den kan vi ikke længere forstå os selv. Uden anderkendelse af den anden vil ‘Jeg’ alligevel dø.

Nærvær i ensomheden

Mennesket er en pudsig størrelse. Det kan vi vel alle blive enige om. Et aspekt ved mennesket som gør det ganske unikt er, med Kierkegaards ord, evnen til at forholde sig til sig selv. Altså en metabevidsthed om egen eksistens og væren. Således er mennesket i og for sig et splittet væsen, som på en og samme tid er til stede og bevidst om denne tilstedeværelse.

Med metabevidstheden følger også en uundgåelig ensomhed. Ligegyldigt hvor meget du taler med andre mennesker, føler nærvær og fællesskab, er der ingen andre som dig og ingen forstår dig 100 procent. Du kan være heldig at møde mennesker hvor der er et stort sammenfald af oplevelser og forståelse, men dit liv er dit helt eget og kan aldrig leves af andre – derfor er du i eksistentiel forstand altid ensom.

Ensomheden kan give sig til udtryk på mange forskellige måder. Socialt som isolation fra andre mennesker, lille eller ingen omgangskreds eller udstødelse fra en gruppe. Det kan også være en oplevelse af at have andre værdier eller holdninger end ens nærmeste familie, der kan give udslag i ensomhed selv i fællesskab med dine kære. En ensomhed der lettes, men også forstærkes fordi den ses anderledes, ved at finde andre mennesker med samme værdier og livsholdning som dig.

En anden form for ensomhed er alderdommen. Min moster Anna, som slet ikke var min moster, men faktisk min mormors moster, blev 102 år gammel. Hun var et fantastisk menneske og klar i hovedet til det sidste. Nogle måneder før hun døde, havde jeg fornøjelsen af at være en tur i USA med hende for at besøge familie. I løbet af de uger vi tilbragte sammen, talte vi blandt andet om livet og døden. Moster Anna beskrev hvordan hun som gammel var blevet ensom, ikke fordi der ikke var mennesker omkring hende, mennesker hun elskede, men fordi alle i hendes aldersgruppe var gået bort. Og mange fra generationen efter hende var ligeledes ved at nærme sig livets afslutning. Moster Anne fortalte at ensomheden opstod når der ikke længere var andre der kunne huske det samme som hende, huske da der ikke var biler, ingen computere, køleskabe eller fjernsyn. I hendes sidste mange år var hun således ensom med sine erindringer, selvom hun strålede af liv og nærvær. Moster Anna lærte mig meget om livet og ensomheden.

Ensomheden er, som beskrevet, også et eksistentielt emne. Vi går måske ikke alene ind i livet, i hvert fald ikke indtil navlestrengen er klippet, men vi møder døden alene. I de sidste øjeblik, når det sidste åndedræt skal trækkes, er der ingen andre end dig der kan tage det. Ingen andre end dig der kan møde din død. Sådan er det med mange oplevelser i livet – du bliver blot mere ensom af at prøve at leve dit liv eller død igennem andre.

Alenehed derimod er anderledes. Den er selvvalgt og er ikke lidelse som ensomheden kan være. Alle kan have brug for tid alene, tilbagetrækning og refleksion. Denne tid alene, i en form for ensomhed, bringer energi og kræfter til at møde livet igen.

At være ensom har altså ikke absolut noget at gøre med at være alene. Du kan sikkert nikke genkendende til fornemmelsen af at være endog meget ensom sammen med andre. Oplevelsen af at sidde midt i et selskab og alligevel føle eksistensens ensomhed dybt i din sjæl. Det samme sker i mange parforhold, at ensomheden kommer krybende og langsomt gnaver sig ind i samhørigheden. Det kan være ganske uudholdeligt især hvis man ikke hilser ensomheden velkommen.

Kan det lade sig gøre? At hilse ensomheden velkommen? Det tror jeg. Men ikke uden at gribe om ensomheden, se den i øjnene og lade den oplyse samhørigheden. En samhørighed hvis værdi og kærlighed ikke ville være den samme uden oplevelsen af ensomhed.

Paradokset er at samhørighed og ensomhed afspejler hinanden. De kan ikke opleves uden modpolen. At de så at sige er meget tæt på hinanden, idet vi oplever savnet efter samhørigheden klarest når vi er ensomme. Ligesom vi er eksistentielt ensomme, er vi jo også altid i relation og derfor samhørige. Det handler om perspektiv og anerkendelse af at livet indeholder begge. Med andre ord drages vi mennesker af hinandens selskab netop fordi vi også oplever ensomheden.

Min kære Moster Anna vidste dette. Hun vidste at selvom hun var ensom på grund af hendes høje alder, kunne hun stadig nyde samhørigheden med mig og resten af familien i USA. Der var ingen tvivl om at hun nød rejsen til staterne i fulde drag, indsugede hvert et sekund af nærvær og lod sig glædes ved livet omkring hende. Selvom hun ikke talte engelsk, talte hun alligevel med alle hun mødte. Ved sin blotte tilstedeværelse – midt i ensomheden.

Da vi sad i lufthavnen i Los Angeles og ventede på flyet hjem, fældede hun en tåre. Jeg spurgte hvad der var galt og hun smilede til mig og sagde at hun nok aldrig kom til USA igen og at det havde været en rigtig god tur. Hun var glad, sorgfuld, ensom og samhørig på en og samme tid. Hun levede til det sidste.

Jeg – Du forhold. Vi-udviklingens grundsten.

Jeg har før i mine indlæg beskrevet og plæderet for at selv-udviklingens næste skridt er Vi-udvikling. Ideen er ikke ny og jeg kan desværre ikke sole mig i at mine tanker er originale eller unikke.

Eksempelvis beskriver filosoffen Martin Buber forskellen mellem Jeg-Du forhold og Jeg-Det forhold; en grundlæggende indsigt som jeg mener, er væsentlig i Vi-udviklingen.

Et Jeg-Det forhold er karakteriseret ved at du bruger den anden, altså et andet menneske, til at opnå et eller andet. For eksempel at du bruger en buschauffør til at køre dig et sted hen. Men også hvis du bruger din kæreste som redskab til at gavne din egen status, din pengepung eller måske bruger hende som aflad for al din indre vrede (det er jo hendes skyld at du ikke har det godt – eller hvad?). I Jeg-Det forholdet ser du altså ikke det andet menneske for det vedkommende er eller hvad I kan være sammen, men mere hvad du kan bruge vedkommende til. Den anden er altså et middel til dit mål. Om målet så er status, økonomisk sikkerhed, børn og familie eller måske basal tryghed, er i og for sig ligegyldigt. Du bruger stadig den anden.

Jeg-Du forholdet derimod er en relation hvor selve relationen er målet i sig selv. Hvor dine egne mål, ideer og fornemmelse af ’Jeg’ bliver sat i baggrunden – de forsvinder måske endda helt for et øjeblik. I Martin Buber’s termer vil det betyde at den guddommelige gnist i dig møder den guddommelige gnist i den anden og dermed fordufter ’Jeg’ for at indgå i et Jeg-Du forhold, eller med andre ord i et ’Vi’. Buber mener dog at dette kræver at du glemmer dit ’Jeg’ i relationen, altså det ‘Jeg’ der hele tiden søger at opnå dit og dat. Det ’Jeg’ der gerne vil bruge den anden som et middel til et mål. Her har vi altså at gøre med Vi-udvikling i sin grundform. Om dette møde så er bundet i en guddommelig gnist, eller bare er oplevelsen af det mageløse fællesskab livet er, skal jeg lade være op til læseren at bedømme. I min optik er det ikke så vigtigt, idet det blot er forskellige ord for den samme oplevelse. En oplevelse af at glemme det higende og krævende ’Jeg’, sætte det til side, for at mærke den kærlige helhed.

Men – for der er jo altid et men – det er ikke nemt at rende rundt i verden og kun være i Jeg-Du forhold. Det er svært både at møde den guddommelige gnist i buschaufføren eller kassedamen og samtidig blive kørt derhen hvor du skal eller få købt to liter letmælk (økologisk naturligvis – man er vel etisk bevidst og Selv-udviklet). I vores parforhold bruger vi jo også hinanden. Parforholdet skulle gerne være en gave i form af tryghed, både økonomisk og følelsesmæssigt, et mål om at udvikle forholdet og planer om at rejse, flytte, købe bil eller lignende. Vi bliver altså hele tiden mødt af verdens præmisser, hvor vi nødvendigvis OGSÅ må se hinanden som Jeg-Det. I hvert fald så længe den individuelle materialistiske og kapitalistiske dagsorden er toneangivende.

En anden kær filosof, Immanuel Kant, har beskrevet denne problematik rammende. Og til alle jer der er filosofikyndige, er jeg opmærksom på at man ikke uden videre kan sammenligne Kant og Buber, men alligevel vil jeg tillade mig at bruge deres tanker i forståelsen af Vi-udvikling.

Immanuel Kant har udfærdiget det han uden blusel kalder det kategoriske imperativ. Et imperativ er et påbud og Kants udlægning af det kategoriske påbud er en måde at anskue livets etiske problemstillinger på. En af Kants udlægninger af imperativet lyder som følger:

”Handl, således at menneskeheden i din egen person såvel som i enhver anden person aldrig kun behandles som middel, men altid tillige som mål.”

Jeg tager mig en lille filosofisk frækhed og påstår at Kant med termen menneskeheden i egen person, er inde på noget af det samme som Buber mener med den guddommelige gnist i Jeg-Du forholdet. Men Kant har en lille væsentlig detalje. Du må aldrig KUN behandle andre mennesker som middel, men altid tillige som MÅL. Altså forstået på den måde at du godt kan lade buschaufføren kører dig derhen hvor du vil, men samtidig må og skal se ham som et mål i sig selv. Se menneskeheden, fællesskabet og den guddommelige gnist i ham. Du må anerkende at han ikke er en ting og derfor altid respektere ham som en del af menneskeheden. Behandle ham med den samme respekt og omsorg du (måske) behandler dig selv og dine kære med. 

Se det er virkelig en udfordring for det postmoderne menneske. Hvordan vil samfundet se ud hvis vi altid oplever andre mennesker som mål i sig selv, selvom de også er et middel til diverse mål. Hvor ville den udnyttende kapitalhungrende virksomhedsdirektør være i et sådan billede? Hvor ville racisme, kønsdiskrimination, ”enhver sin egen lykkes smed” og børnearbejde være? Hvad ville der ske med vores parforhold? Med forholdet til vores ældre og synet på flygtninge?

I Vi-udviklingen vil der være øjeblikke hvor ’Jeg’ forsvinder helt. Hvor oplevelsen af fællesskabet står stærkt frem og viser hvilken fornyende og livgivende kraft det har at tilbyde. En oplevelse der går langt udover hvad det ensomme ’Jeg’ normalt oplever. Men for det meste er Vi-udviklingen praktisk og håndterbar, den accepterer at vi lever i en fysisk virkelighed og med en fornemmelse af ’Jeg’. At vi OGSÅ er individer der har individuelle mål og ideer. Men at disse mål og ideer aldrig må overse menneskeheden i andre personer og det Vi som alle levende væsener indgår i.

Tænk på hvordan dit parforhold ville være hvis du altid var i stand til at se din kæreste i Jeg-Du ligeså vel som i Jeg-Det. Hvordan ville jeres skænderier udforme sig hvis I begge hele tiden var opmærksomme på menneskeheden i hinanden og hver jeres ret til både at være individer og en del af fællesskabet som i skaber sammen? Hvordan ville diskussionen om skraldespanden, børneafhentning, lørdagsindkøb, middage med svigerfamilien foregå?

Vi-udviklingen kræver at du lærer dig selv at kende – kræver Selv-udvikling i første omgang - blot for at give slip på dig selv igen. Give slip med bevidsthed om at du er andet og mere end dig selv, og derfor ikke mister noget ved at lade dit jeg hvile i perioder. Du er OGSÅ Vi. Faktisk er du jo grundlæggende vi i fællesskabet og dit jeg intet andet end en måde at navigere i den fælles virkelighed. Jeg’et er blot en GPS i oplevelsen af livet. Men dit jegs GPS er ikke vejen i sig selv og du kører jo helt sikkert ind i de andre af livets trafikkanter hvis du stirrer dig blind på GPS’ens skærm uden at kigge ud af forruden og lægge mærke til at der faktisk er mange andre trafikkanter derude.

Skelneevne – et nødvendigt skridt

At udvikle en nuanceret skelneevne er, i mine øjne, en nødvendighed i personlig udvikling.

Vi har det ofte med at blande tingene sammen. At lade vores indre kaos af følelser og tanker få overtaget i de situationer vi oplever i hverdagen. Ved at udvikle skelneevne, kan du opnå at tage ansvar både for dit kaos og relaterer dig til den givne situation, uden at lade gamle mønstrer styre for meget.

Hvordan giver manglende skelneevne sig til udtryk?

Lad os tage et eksempel:

Kresten er opvokset i en familie hvor han skulle forsvinde ind i væggen for at sikre sig at der ikke faldt brænde ned, eller at han blev fysisk afstraffet. For Kresten har det betydet en lang og sej kamp igennem livet for at turde stå ved sig selv, sine meninger og livsholdninger. Han har både gået i mandegrupper, i terapi og i diverse udviklingsforløb. I en relativ sen alder møder Kresten en kvinde som han bliver meget glad for. De flytter sammen og forsøger at stable et familieliv på benene. Det bliver dog problematisk fordi Kresten konstant er opmærksom på at han ikke skal forsvinde ind i væggen og derfor oplever kærestens iver og interesse for redebygning som en trussel mod hans eksistens. Hun vil nemlig ikke altid følge hans holdninger og har ikke tænkt sig at lade ham bestemme alt. Det får Kresten til at føle at han skal gemme sig igen – selvom han på mange måder slet ikke gøre det. Kresten bliver godt sur og mere og mere aggressiv i sin væremåde. Kan hun dog for pokker ikke bare lade ham være, lade ham få lov til at være et helt og sundt menneske?

Parforholdet ender med at Kresten i kampen for at passe på egne grænser og hans evindelige fokus på personlig udvikling, får skubbet kæresten længere og længere væk. Til sidst så langt væk at hun skrider med ordene ”Jeg gider sgu ikke bo sammen med sådan en egoist”. Kresten forstår ingenting, han har jo blot kæmpet med sin opvækst og familiemønster sådan som han har lært i alle de kurser og terapiforløb han har været i.

Kresten har ikke udviklet skelneevne og han glemmer konstant at skille tingene ad. Den samme glemsomhed som åbenbart præger alle de terapeuter, lærer og mentorer der har undervist ham. Han følger altså stadig sin opvæksts drama – blot med modsat fortegn.

Hvis han havde set med andet perspektiv på parforholdet, skelnet mellem hans egen historie og den nye historie han var med til at fortælle sammen med sin kæreste – ja – så kunne tingene være gået anderledes. Hvis han havde skelnet mellem de følelser der opstod i ham på grund af historien og de følelser der er knyttet til den konkrete situation, ville han se at kæresten faktisk vil ham og at redebygningen blot er et udtryk for dette. Ikke en trussel mod hans eksistens.

At udvikle din skelneevne kræver mod og tålmod. Det sker ikke fra dag til dag, men er snarere en konstant opmærksomhed fra dag til dag. Og en risiko for at du føler dig ganske splittet i mange situationer. Der kræver at du formår at forholde dig til dig selv. Formår at være refleksiv og opmærksom på både den konkrete situation du står i og hvilke følelser det bringer frem i dig som bunder i din historie. Kresten var jo egentlig i gang med et opgør med sine forældre og slet ikke med kæresten. Derfor kunne han ikke se hende – eller sit eget drama.

Skelneevnen kræver også at du tør indse egne misforståelser og kaos. At du tør se misforståelserne i øjnene og ikke er for stolt til at indrømme overfor kæreste, kollegaer, venner, eller familie, at du engang imellem blander tingene sammen og ikke kan se situationerne for det de er.

Skelneevnen kan være en stor udfordring og en hel ny måde at se på dig selv. Se at dine dramaer ikke er dig, men at de langt hen af vejen styrer dine handlinger og følelser. Du kan med opmærksom tålmodighed langsomt tage magten fra dramaerne og indgå i relationer på en ny og mere autentisk måde. Når de kære mønstrer og dramaer stikker næsen frem, kan du klappe dem blidt på skulderen, give dem den omsorg de fortjener og forholde dig til den konkrete situation der har sat gang i disse følelser. Uden at du samtidig kæmper med hele din fortid.

Hvis Kresten havde oparbejdet sin skelneevne, ville han se at det var opvæksten der var på spil i hans kamp med kæresten. Se at hans forældre stadig spiller ham et puds, og at denne kamp forhindrer ham i at tage del i en tæt relation. Han ville med andre ord kunne skille snot og kanel – forældre og kæreste – og derfor være mere nærværende både med sig selv og kæresten.

Perfektionisme, Leonard Cohen og accept af dine fejl

Hvis der er noget der driver og dræber det postmoderne menneske er det jagten på det perfekte. Den perfekte livsholdning, den perfekte krop, det perfekte job, den perfekte økonomi og ikke mindst – det perfekte parforhold.

Perfektionismen er over os og middelmådigheden anses som opgiven og nogle gange som en fiasko af perfektionistiske størrelser. Er du ikke noget speciel, er du ingenting. Er du ikke perfekt, er du ingenting. Er du ikke 100%, er du 0%.

Hvordan hænger det sammen? Det gør det ikke. Ingen er 100% perfekt og alle der søger det perfekte, sørger godt og grundigt for at udviklingen går i stå. At de rammer nærmere de 0% end de 100%.

Leonard Cohen, en af mine absolut helte i den poetiske og musiske verden, beskriver det rammende.

Uddrag fra teksten til Leonard Cohen’s Anthem:

Ring the bells that still can ring
Forget your perfect offering
There is a crack in everything
That’s how the light gets in.

Med andre ord, der skal være en sprække i den perfekte maske, ellers kan lyset ikke komme ind. Igennem vores fejl og vores mangler har vi brug for hinanden. Igennem din manglende viden, dine fejl og skønhedspletter, skinner lyset ind i dig. Og du kan, med den rette indstilling, lade lyset vise vej. Det lys som vi mennesker kan skabe sammen, ved at hjælpe og støtte hinanden i vores udvikling. Hvis vi formår ikke at tage patent på det perfekte, på det sande eller rigtige. Hvis vi opnår at lade vores perfektionisme ligge for at søge indsigt igennem accept af egen uvidenhed, og viden, samt en ydmyg holdning til andres erfaringer.

Dine sprækker, din fantastiske uperfekte krop, din livsholdning der måske ikke er optimal – men trods alt er der, din skrantende økonomi og ikke mindst dit dramatiske mageløse parforhold. De er alle sprækker der lader dig mærke at udviklingen ikke går i stå. At du har brug for andre mennesker, deres viden og inspiration. Hvis du var perfekt ville du ikke have brug for udvikling, ikke have brug for andre mennesker. I den perfekte tilstand ville du være ensom – for ingen andre er perfekte. Din uperfekte bevidsthed binder dig tæt i fællesskabet.

Igennem accept af dine og andres sprækker i det perfekte, kan vi mødes og le af skæbnen, af skårene i glæden og livets luner. Vi kan grine af det uperfekte, netop fordi vi selv er det. Accept af dig selv handler om anerkendelse af at du tit og ofte ikke er 100% perfekt, faktisk aldrig. Accept af at du nogle gange kommer tæt på og andre gange er langt, langt fra – og det er helt i orden. Ellers ville du ikke udvikle dig. Vi elsker ofte andre på grund af det uperfekte og kantede i dem – den samme uperfekte kantede del af os selv som vi så tit afskyr. Se på dine fejl med kærlig omsorg, som du ville se på dine venners fejl, og lær af dem.

Er du i live – skal du dø

Så simpelt kan både livet og døden beskrives. De hænger unægtelig sammen, trods at så mange forsøger at gøre krumspring for at undgå døden og tanker om denne. Vi lader os operere så vi ser yngre ud, vi prøver at spise os yngre, tager hudtest der viser hvor gammel vores hud er, vi køber produkter for mange penge for at løfte dit og dat og nægter hårdnakket at se vores forgængelighed i øjnene. Nogle lader sig endda fryse ned i håb om at døden kan overvindes i fremtiden. Men det er jo en tabt kamp.

Man kan argumentere for reinkarnation, at vi skal leve igen og igen. Om det er rigtigt eller ej vil jeg ikke diskutere her, det må være op til den enkelte at vurdere, men ligegyldigt hvordan du vender og drejer døden – ja – så skal den krop du bærer rundt på lige nu og her dø. Den vil blive svagere og svagere, sygne hen, mærke smerte og til sidst dø. Den vil selvfølgelig også mærke glæde, lykke, energi og kærlighed. Men den vil dø.
De allerfleste mennesker vil påpege at dette er en åbenlys sandhed som de godt er klar over og som de sagtens kan håndtere. Det er smart. En vigtig mekanisme der gør at vi ikke konstant skal forholde os til vores egen dødelighed, at vi kan undgå dybden i indsigten ved kun at holde den på et intellektuelt plan.

Prøv at giv dig lov til virkelig at mærke hvad det betyder – Du skal dø.

Det er ikke bare en fremtid der måske kommer, døden er sikker og vist.

Når du nu har givet dig lov til at mærke din forgængelighed, din krops sårbarhed og kødets timelighed, så prøv at forestille dig et liv uden døden.

Hvordan ville det være? Ville det overhovedet være et liv? En eksistens uden begyndelse og uden ende. Hvad ville få dig til at stå op om morgenen? Du kan jo alligevel altid gøre det du skal på et andet tidspunkt. Hov, tid er der jo ingen af, for der er jo intet reelt der slutter. Hvad med nydelse? Hvad med kærlighed? Hvordan ville det være for dig at vide at det du elsker, aldrig ville forsvinde? Ville du så sætte ligeså meget pris på det som nu? Ville der egentlig være et nu? Et konkret tidspunkt hvor du kan mærke hvordan livet er for dig? Mærke hvordan det er at være i live? Det er du jo alligevel altid og vil altid være.

Døden og livet farver hinanden og giver hinanden mening. Rundt omkring os ser vi hele tiden død. Planter der visner, dødt kød i supermarkedet, lædertøj og moderne sko syet af huder. Nogle gange er vi mere direkte konfronteret med døden, som når vi lukker op for tv-avisen om aftenen og ser katastrofer rundt omkring i verden eller når vi går til begravelser og mærker sorgen. Lige så tit bliver vi mindet om livet. Ved en nyudsprunget vintergæk i haven, ved fuglenes kvidren og glade mennesker vi møder i hverdagen. Livets mirakel banker virkelig på ved fødsel og barnedåb; når vi ser et nyt menneskeliv komme til verden og ønsker alt godt for det nye bankende hjerte.

Jeg er bange for at dø. Enhver der siger det modsatte, tror jeg ikke rigtig har mærket dødens klamme hånd inderst inde i sin fysiske krop. Det fysiske forfald sætter gang i de dybeste instinkter i kroppen og prikker ganske hårdt til vores angst. Især hvis vi hårdnakket kæmper mod forfaldet og ikke tør levet livet i lyset af døden. Men jeg er også glad for at jeg skal dø. Døden er det faktum der ender mit fysiske liv, men tanken og bevidsthed om døden kan sætte mig fri og give livet mening.

Ville du overhovedet leve hvis du ikke skulle dø?

Personlig udvikling, Nepal og Mindfulness del 4

Flere af mine erfaringer med mindfulness og livet i et buddhistisk kloster i Nepal. Dette er fjerde og sidste indlæg om disse oplevelser. Du kan læse første del her, anden del her og tredje del her.

——————–

Det er min sidste uge i klosteret. Tiden er gået hurtigere end forventet. Jeg har været igennem et smertehelvede i min ryg, sygdom og udsættelse for min egen indre storm af negative tanker. Nu er jeg rolig, afslappet og tilfreds med det simple liv i klosteret.

Det er tidlig morgen. Klokken er fem og jeg går rundt i dagens første gående meditation. Luften er kold og jeg har to tæpper omkring mig for at holde varmen. Egentlig ved jeg ikke rigtig hvad jeg ligner. En af nonnerne har lånt mig en fleecejakke, så jeg kan holde mig varm og undgå mere sygdom. Det er sødt af hende, men jakken er lilla, med lang hætte som ikke passer mig og udskåret til en kvinde. Min talje bliver herligt trukket op og jeg kan ikke lade være med at grine lidt af mig selv. Her denne morgen i klosteret, iført kort lilla fleecejakke med et tæppe omkring mig som en kjole og et andet over skuldrene. Heldigvis har min forfængelighed ikke været i spil siden den første uge og jeg kan med et smil konstatere at observationen af den pudsige situation ikke tænder den igen.

Senere på dagen, efter frokost, går jeg ind på mit soveværelse. Min værelseskammerat, lægen, er ved at pakke sine ting. Selvom det ikke er tilladt, spørger jeg ham hviskende om han mon er på vej væk. Det viser sig at han blot skal flytte over i et andet hus, et lille hus hvor man kan bo alene. Det er et privilegium for mediterende der skal være i klosteret i længere tid. Nogle mediterende er der i mange måneder og har brug for roen alene. Jeg takker ham endnu engang for hjælpen da jeg var syg og han siger, at jeg altid kan låne hans dypkoger når jeg skal have et varmt bad. Jeg skal bare give ham en seddel ved et måltid, så vil han ligge den frem. Det er den eneste tilladte måde at kommunikere om småting – ved at ligge sedler. Også hvis man skal have fat i en af nonnerne, så ligger man en seddel og venter.

Afskeden med min værelseskammerat sætter gang i flere følelser end jeg regnede med. Han har jo på en eller anden måde været vidne til min proces i de sidste uger og har også støttet mig. Jeg er faktisk ked af at han skal flytte, selvom han jo stadig vil være i klosteret. Fornemmelsen af afsked er så ren og klar som aldrig før. Den er ikke blandet med andre følelser eller tilknytninger. Den er hvad den er – afsked. Det er som om jeg fornemmer disse følelser og deres virkning på mig på en ny og renere måde. Gad vide om han mærker det samme? Det finder jeg sandsynligvis aldrig ud af. Faktisk aner jeg jo slet ikke hvad han hedder.

Dagene går deres gang. I den sidste tid har jeg fået et interview med enten munken eller en nonne hver dag. For at støtte op om meditationsprocessen. Det er herligt at få flere instruktioner og udviklingen går hurtigt. De indsigter som munken har fablet om flere gange, oplever jeg på egen krop og kan se deres virkelighed. Det er næsten magisk og alligevel så naturligt som at trække vejret. At trække vejret er jo også udgangspunktet for hver eneste meditation. Jeg har observeret min vejrtrækning i det uendelige og lagt mærke til at der ikke er en eneste vejrtrækning der ikke har sit særpræg. De er unikke og en vejrtrækning lever sit eget liv. Ja – de ligner hinanden til forveksling, men med opmærksomhed kan jeg observere de små forskelle i muskulaturens bevægelser, i dybden, i fornemmelsen af den kolde luft ind af næseborene og den varme luft ud igen. Og observere hvordan jeg altid kan vende tilbage til åndedrættet når tankerne kommer. Vejrtrækning er liv. Simpelthen. Alligevel er der så få mennesker der er opmærksomme på den store indflydelse det at trække vejret har på vores velbefindende.

Da jeg ankom til klosteret troede jeg at den ene store indsigt efter den anden ville dukke op. At jeg ville se verden anderledes. Det gør jeg også. Men langt mere jordnært end før. Langt mere opmærksom på det der er lige her og nu. Som min vejrtrækning, der følger mig hvert eneste sekund i mit liv. Jeg kan mærke en længsel efter at komme tilbage til Danmark og leve et helt almindeligt liv. Et liv med arbejde, familie, kæreste, kapitalpension, månedsløn og tryghed. Se – det er en helt ny fornemmelse. I mange år har jeg gjort mit for at slippe for al denne almindelighed og nu – ja – nu vil jeg faktisk dette rolige liv. Bytte min længsel efter eventyr, udvikling og mageløse oplevelser ud med en fornemmelse af sammenhæng, ro og balance. Måske er dette rent faktisk den sande udvikling. En vekselvirkning mellem udfordringer og ro. Hverdagen i Danmark, indkøbene i Netto, de så ofte ulidelige familiesammenkomster og skænderier på arbejdspladsen – de er alle sammen muligheder for at udvikle mig. Ligeså meget som livet i et kloster. Det handler blot om perspektiv og opmærksomhed.

Jeg har i mange år haft en drøm om at tage væk fra det hele. Sidde på en bjergtop og lade livet passere forbi, mens jeg søgte i mit indre. Nu, hvor jeg har prøvet isolationen og meditationen i et buddhistisk kloster, vil jeg rigtig gerne tage roen med mig tilbage til Danmark. Lade hverdagen opsuge mig, uden at jeg forsvinder, og være taknemmelig og lykkelig for de gaver hver eneste dag præsentere mig for. Ikke fordi jeg aldrig vil tage på eventyr igen. Det vil jeg helt sikkert. Men ikke som en flugt fra min hverdag. Hvad er alt udviklingen værd hvis jeg ikke kan omsætte den til kærlighed i min hverdag? Hvad er denne evige kamps mening, hvis ikke det også er for at kunne smile til buschaufføren eller den stressede kassedame i Netto?

Hverdagen og dagligdagens problematikker er der hvor den personlige udvikling virkelig bliver sat på prøve. Samlivet med medmennesker omkring dig, mennesker på gaden, dine kollegaer, din familie og din kæreste. Det er så nemt at være ”selvudviklet” i lotusstilling sammen med andre mediterende – men mange gange så svært når den stressede hverdag melder sig.

Det er min sidste dag i klosteret. I morgen tidlig skal jeg med bil til grænsen mod Indien. I dag har jeg lov til at tage en tur væk fra klosteret, for at vænne mig lidt til verdenen udenfor igen. Jeg pakker ganske langsomt min rygsæk og har planer om at vandre til det sted hvor Buddha blev født. Det ligger kun nogle få kilometer væk. Min mobiltelefon, som har været slukket i over tre uger, tager jeg også med. Så kan jeg lige sende et livstegn til Danmark. Sidste gang jeg gav lyd til dem derhjemme, var en kort mail hvor der blot stod at jeg tog i kloster og ville give livstegn fra mig om fire uger, så de vil nok gerne høre fra mig nu. På den anden side af klosterets mure behøver jeg ikke længere bevæge mig i slowmotion, det er faktisk meningen at jeg skal bevæge mig helt normalt for at få fornemmelsen af hvordan livet udenfor fungerer.

De første skridt er næsten magiske. Jeg griner med det samme og lader min latter få fuld luft. De hurtige skridt føles som om jeg løber, svæver hen over jorden og sender et mylder af indtryk igennem min krop. Det er ubeskriveligt dejligt og forunderligt. Udenfor klosterets mure, er der andre mennesker. Mennesker der taler sammen, råber, griner og laver sjov. Jeg observerer dem med undren og ligger mærke til at jeg på en og samme tid er ligesom dem og kan observere dem. En flok unge nepalesere kommer larmende og fornøjede hen til mig. De vil gerne have taget et foto med en vesterlænding og jeg er udset som den ”heldige”. Jeg bliver en smule overrasket, men siger ja. En efter en står de sammen med mig, holder om mig og får taget et foto. Det er næsten for voldsomt for mine sanser. At mærke et andet, endda fremmed, menneskes arm omkring mig. At tage del i de jokes der ryger igennem luften og se deres begejstring over samværet. En begejstring som jeg deler. Deres glæde er smittende. Da de er gået, er jeg træt. Så mange indtryk på så kort tid og jeg er ikke mere end 500 meter fra klosteret. Det trækker i mig for bare at vende om, gå tilbage til klosteret og det simple liv i stilhed. Samtidig vil jeg jo gerne tilbage til verden og min hverdag i Danmark, så jeg vandrer videre mod Lumbini og Buddhas fødselssted.

Ved Buddhas fødested, som egentlig er den eneste attraktion i Lumbini, er der ikke mange mennesker. Men alligevel nok til at jeg føler at det er en smule for meget. På vej derhen står små boder ved vejkanten, der selvfølgelig sælger Buddhafigurer og alt andet der bare lugter lidt af Buddhisme. Sælgerne prøver gang på gang at hive mig hen til boderne og jeg kigger da også lidt, samtidig med at jeg ikke lader mig rive med i deres salgstaler og iver. Det er rart at være del af situationen uden at lade mig forvirre. Ved selve hovedattraktionen er der ikke meget at se. En enkel bygning hvori en udgravning findes. Her er stille, roligt og harmoniske. Rundt omkring sidder mennesker og meditere. Alle træerne er pyntet med buddhistiske bedeflag i mange farver. Der er nok flere tusinde flag og jeg falder i staver over farvernes mønster og bevægelse. Sidder i flere timer bare og kigger. Jeg har det godt, roligt og der er stille i mit indre. Verden udenfor templet skræmmer mig ikke mere og jeg kan distancere mig fra alle indtrykkene og nyde det simple.

Efter tre-fire timer udenfor klosteret er jeg parat til at komme tilbage. På vejen mod klosteret kan jeg ikke dy mig for at købe en buddhastatue, som et minde om mit ophold. Sælgeren fortæller mig at den helt sikkert er meget gammel og forlanger en forfærdelig høj pris, set med nepalesiske øjne, men efter en smule diskussion om prisen køber jeg den alligevel. Jeg tror ikke på at den er gammel, det er også ligegyldigt, den er flot og inspirerende og vil minde mig om denne tid.

Tilbage i klosteret begynder jeg straks at bevæge mig i slowmotion og meditere. Det er dejligt at vende tilbage til denne tilstand og jeg nyder det. Om eftermiddagen er det tid til min sidste samtale med munken. Jeg møder ham i en lille sal som er indrettet til disse samtaler. Vi gennemgår meditationsprocessen og hvad jeg har lært i de små fire uger jeg har været her. Det er ikke så lidt, tænker jeg, og er allerede ved at vende tilbage til en oplevelse af selvtilfredshed. Munken kigger på mig og siger ”Now you have a taste of the path, but you have just begun. Come back and stay for half a year – You are more than welcome!”

Så meget for min egen oplevelse af at være kommet langt. Min selvtilfredshed kravler tilbage i sin hule og jeg bliver varm og glad indeni. Munken giver mig et venskabeligt håndtryk og vi siger farvel. Han har været min ven i de sidste uger og jeg kommer sandsynligvis til at tænke på ham ofte i fremtiden.

Det sidste af dagen føles som et langt farvel. Det er sidste gang i denne omgang at jeg skal drikke aftenthe i meditation, at jeg skal vandre i slowmotion til Dharma-talk kl. 17 og at jeg skal gå i bare tæer i græsset bag spisesalen. Det er sørgeligt og alligevel med en god varm taknemmelighed i maven. Jeg kom for at få tid og ro til mig selv. Det fik jeg.

Det er morgen og om få timer skal jeg med bil til grænsen. Vejret er disset, fugtigt og køligt. Efter morgenmad skal jeg meditere en sidste gang i siddende position. Min taske er pakket og jeg er parat til at komme ud i verden igen. Den sidste meditation er behagelig afslappet. Der er lyst og klart i mit indre og en fornemmelse af styrke. Mit åndedræt er afslappet og afbalanceret.

Mine tanker går til processen og meditationen i klosteret. Jeg kom for at finde ro og indsigt. Måske endda for at se en eller anden form for lys. Det gjorde jeg også, men i en helt anden retning end jeg regnede med. Lyset er min hverdag i Danmark. Kærligheden i de små dagligdags begivenheder og mit arbejde som psykoterapeut. Jeg behøver ikke længere tage til den anden side af jorden og bure mig inde for at finde retningen i mit liv. Det er måske ikke en farverig indsigt der lyser af åndelig udvikling som portrætteret i den spirituelle litteratur. Men for mig er det en fornemmelse af tryghed og ro i mit indre. At udviklingen ikke længere er væk fra hverdagens trummerum, men snarere på grund af hverdagen og de kærlige mennesker jeg kender og holder af i Danmark.

En personlig udvikling der i mine øjne bringer mig tættere på det fællesskab menneskeheden er. At vi er fælles om udviklingen og ingen kan udvikle sig selv uden at fællesskabet ændres. Vi mennesker er afhængige af hinanden og enhver anden opfattelse bringer os længere og længere væk fra helheden. Den udvikling der ikke længere handler om min personlige Selv-udvikling, men menneskehedens Vi-udvikling. Et ansvar for fællesskabet som de mennesker jeg har mødt i klosteret tager som en naturlighed og uden at kræve gengæld.

Det kan lade sig gøre, det ved jeg, men det kommer til at være en kamp i det postmoderne vestlige samfund, hvor individet hyldes som det højeste opnåelige. Et samfund hvor personlig udvikling oftest handler om MIG, MIG, MIG og hvor fællesskabet bliver glemt. Det er vigtigt at kende sig selv, for at vide hvad man siger farvel til i fællesskabets ånd. Men ligeså vigtigt at give slip på sig selv engang imellem. Med min holistiske livsholdning vil jeg påstå at helheden ikke kan defineres ud fra de enkelte dele. At helheden, sammenhængen mellem os mennesker, har en kraft og kærlighed der er langt større end det enkelte menneske alene. At styrken i den personlige udvikling først kommer virkelig til udtryk i Vi-udviklingen. I religionernes verden bliver der talt så meget om at elske Gud. I den personlige udvikling og terapi om at finde sin kerne og elske denne. Hvorfor ikke starte mere simpelt? Med at elske det der er lige foran dig. De mennesker der er omkring dig, ligeså vel som dig selv. Som den du er lige nu og her. Ikke den du kan blive eller tror du skal være. Men den du er, med fejl mangler, sygdom, negative tanker, sårbarhed, frygt, styrke og energi. Alt sammen kan du se på med kærlige øjne.

Efter den sidste meditation tager jeg min rygsæk på, træder ned i mine støvede sandaler og hvisker farvel til nonnerne. De smiler og jeg kan mærke deres kærlige udstråling. Jeg går i ganske normalt tempo hen mod porten, nu hvor jeg ikke længere er mediterende, må jeg gerne gå normalt. Udenfor venter en bil der skal køre mig de tyve kilometer til grænsen. Jeg er den eneste passager, så min isolation kan vare lidt endnu. Jeg ved at ligeså snart jeg krydser grænsen til Indien står jeg midt i menneskemylder og at min rejse videre sandsynligvis bliver i en jeep fyldt til randen, helt bogstaveligt, med mennesker både under mig og ovenpå mig. Det har jeg prøvet mange gange før og det er faktisk en rar fornemmelse at ligge den danske vane med at have plads omkring sig på hylden og deltage i den indiske hverdags kropslige nærhed. Den halve times kørsel til grænsen er fredelig. Når jeg kommer til Indien, skal jeg med tog til New Delhi og derfra med fly til Goa. I Goa skal det bare være ren strandferie, sol og badning. Måske drikke en kold øl i skyggen af en palme – langsomt og med opmærksomhed – naturligvis.

Jeg kigger ud af vinduet, ser klosteret igennem disen og er taknemmelig over den tid jeg har haft her.

———————–

Det var sidste indlæg om mine oplevelser med mindfulness i Nepal. Efter jeg er kommet hjem er meget ændret. Men jeg holder stadig fast i roen fra klosteret, meditation og nye perspektiver på personlig udvikling der inkluderer fællesskabet. Måske er udvikling slet ikke personlig, måske er det et fælles anliggende som kun kan give mening i fællesskabet. Din selv-udvikling påvirker andre, ligegyldigt hvordan du vender og drejer det, så hvordan kan den være personlig?

Tak fordi du læste med.

Personlig udvikling, Nepal og Mindfulness del 3

Flere af mine erfaringer med mindfulness og livet i et buddhistisk kloster i Nepal.

Hvis du ikke har læst de første to indlæg om mine oplevelser i Nepal, kan du læse første del her og anden del her.

———————

Ugerne går i klosteret og jeg følger med. Dagene glider ud i hinanden, uden at jeg ligger mærke til det. Et par gange om ugen skal jeg gøre rent på mændenes badeværelse. Selvfølgelig under meditation. Det gør mig faktisk glad at gøre rent. Et afbræk fra den daglige rytme i klosteret. Tænk at jeg skulle nyde at gøre rent på den måde og bruge så lang tid på det.

Rengøring af badeværelset starter altid med at feje ganske forsigtigt. Så myrer og andet kryb ikke lider overlast. De skal forsigtigt bæres ud inden den egentlige rengøring går i gang. Respekten for alt liv er en væsentlig del af hverdagen i klosteret, så naturligvis er alle måltider vegetariske.

Måltiderne i sig selv er noget af en oplevelse. Tit er der et opslag på døren udenfor spisesalen, hvor der står navne på lokale nepalesere der har doneret penge til dagens måltider. Nepalesere der helt sikkert ikke har mange penge, men som sætter en ære i at hjælpe de mediterende og støtte op om klosteret. Vi er omkring 20 mediterende og maden serveres for alle samtidig. Inklusiv klosterets enlige munk og tre nonner.

Jeg lærer virkelig tålmodighed ved disse måltider. Tyve mennesker der venter i køen foran mig. Tyve mennesker der alle bevæger sig i slowmotion – helt bogstaveligt. Så det tager sin tid at komme frem til maden, sulten melder sig naturligvis, men foran mig er der et langt måltid hvor alle mundfulde skal tygges og synkes med opmærksomhed. Alt imens sulten knurrer i min mave. I starten generede det langsomme tempo mig og provokerede min angst. Nu synes tempoet rart, opmærksomt og behageligt. Jeg håber jeg kan tage det med mig hjem til Danmark.

Jeg har det skidt. Min krop er varm og kræfterne svækket. Jeg har problemer med at holde koncentrationen og være opmærksom. Jeg sveder og verden svimler for mig. Med andre ord – jeg er blevet syg. Sygdommen er kommet snigende og alligevel har jeg jo været ekstrem opmærksom på min krop. Men jeg har blot troet at oplevelserne i min krop, varmen og trætheden var en del af meditationen. Nu kan jeg mærke at sygdom virkelig har indfundet sig. Jeg kan ikke holde de gående meditationer ud og må sidde ned det meste af tiden og meditere.

Det viser sig at min værelseskammerat er læge. Han hvisker til mig, at han har spurgt en af nonnerne om lov til at tage en lille snak med mig om mine symptomer. Min værelseskammerat tager min temperatur og spørger mig om hvordan jeg har det. Det er underligt pludselig at tale med et andet menneske end munken og nonnerne og så om så jordnære ting som sygdom. Heldigvis har jeg ikke dårlig mave eller for høj feber. Så lægen giver mig påbud om at holde øje med min temperatur tre gange om dagen og give ham besked hvis den stiger. Jeg siger tak og kan mærke en varm kærlig fornemmelse indeni. Her blandt alle de mediterende der ikke ænser hinanden har han alligevel været bekymret for mig og tager sig af mig. Den nærhed og kærlighed der er i dette lille møde er velkomment og dejligt. Han låner mig en dypkoger så jeg kan varme vand til et bad. Ja – det har jeg måske glemt at nævne, men der er ikke varmt vand i hanerne, så alle bad er kolde.

Jeg varmer en spand vand og tager for første gang i flere uger et varmt bad. Det er simpelthen ubeskriveligt dejligt. Med en lille plastickop hælder jeg det varme vand over min krop. Intensiteten ved feberen og det varme vand er en ny oplevelse. En opmærksomhed på vandets bevægelse over mig som er anderledes og forfriskende.

På grund af sygdom får jeg omsorgsfuldt besked fra en nonne at jeg helst skal holde mig på mit værelse for ikke at smitte de andre. Jeg får også besked på at jeg skal forsøge at meditere igennem sygdommen. Meditere på hvad der sker i kroppen. Jeg gør som de siger og sætter mig på værelset på min meditationsskammel, velvidende at jeg sandsynligvis skal sidde her i et par dage. Kun afbrudt af måltider og fire timers søvn om natten. Det er ikke en ubehagelig tanke. Faktisk rar og betryggende her midt i sygdommen.

Det bliver frokost og jeg bevæger mig langsomt over til spisesalen. Jeg tager som sædvanlig min mad og sætter mig på min plads. En nonne kommer over til mig. I hånden har hun en kop kogende vand og en lille pakke. ”Drink this” siger hun ”It will help”. Jeg tager pakken og studerer den. Al teksten på pakken er på nepalesisk og jeg har ingen anelse om hvad den indeholder. Men de vil jo sandsynligvis blot hjælpe mig, så jeg åbner pakken og rører indholdet ud i det kogende vand.

Smagen er bitter, men ikke ubehagelig. Den giver en varm fornemmelse i min hals og i min mave. Jeg er taknemlig for både lægen og nonnernes kærlige omsorg – ikke så meget i ord, som i deres opmærksomhed uden at jeg har været bevidst om den. De bekymrer sig om mit helbred og vil mig det bedste. Jeg kender dem jo overhovedet ikke. Tænk hvis vi mennesker i Danmark havde den samme indstilling overfor mennesker vi ikke kender og ville hjælpe dem uden fordomme eller tanker om gengældelse.

Dagen efter har jeg det lidt bedre. Jeg er stadig syg og kan se frem til endnu en hel dag med meditation på værelset. Det skræmmer mig ikke. At meditere på min sygdom er også at distancere mig en smule til den. Jeg ligger blot mærke til hvordan feberen bevæger sig i min krop og hvordan hele mit system bearbejder svagheden. Det er faktisk interessant, jeg har aldrig oplevet min krop på den måde. Igennem dagen falder feberen og jeg håber at jeg i morgen kan deltage i den gående meditation.

Jeg lærer meget. Sygdom, svaghed, sårbarhed og negative tanker, er en del af livet for de allerfleste mennesker. Også for mig. Men ved at lade være med at identificere mig med sygdommen, så kan jeg observere og endda nyde oplevelserne i min krop. Det er forunderligt hvor stor kraft opmærksomhed uden identifikation har. Min svaghed her i klosteret har vist mig andre menneskers kærlige omsorg og det er som om at jeg er meget mere opmærksom og glad ved det end før. Måske fordi jeg ikke forventede eller krævede den. Hvert et omsorgsfuldt blik eller ord tager jeg som en gave og det varmer helt ind i mit indre. Tænk at kærlighed også kan føles sådan. At jeg, når jeg ikke forventer og kræver omsorg, bliver langt mere modtagelig for det jeg får. Mine tanker går til mit parforhold i Danmark og hvordan mange parforhold fungerer. Det er næsten som om vi aldrig kan få nok opmærksomhed og kærlighed. Tænk hvis jeg kunne mærke det jeg mærker nu i mit parforhold derhjemme – at tage imod kærlighed som en gave – ikke tage den for givet.

Nonnerne og min værelseskammerats omsorg er på ingen måde omklamrende. De giver mig præcis det jeg har brug for. Ikke mere. Og de stoler på min dømmekræft og vilje. De tvinger mig ikke til at modtage omsorg eller til at være taknemmelig. Deres kærlige gerninger er uden beregning. Hvilken mageløs oplevelse. Jeg takker min krop for at være syg og vise mig ydmyghed og kærlighed.

Det er morgen. Feberen er forsvundet og jeg er rask igen. Parat til den sidste uges tid i klosteret…

————————–

I mit næste indlæg vil jeg fortælle om den sidste del af mit ophold i klosteret og om hvordan det var at komme
tilbage til den ”virkelige” verden.

Følg med – hvis du vil.

Personlig udvikling, Nepal og Mindfulness del 2

Flere oplevelser fra et buddhistisk kloster i Nepal og mine erfaringer med mindfulness meditation. Læs første indlæg her.

—————————

Der er stille i klosteret. Og alligevel så mange lyde, så mange indtryk. Indtryk som jeg ikke ville opdage uden at være i stilhed selv. Ved at sætte tempoet ned, stoppe talen og mærke efter, får jeg en ny indsigt i min krop. Hvordan den fungerer og hvad jeg kan gøre for at have det godt.

Den første uge har været hård for kroppen. Jeg sidder hver dag i omkring tolv timer i meditationsstilling. Jeg kan ikke side i lotusstilling, da jeg har fået smadret en pulsårer i højre ben efter et uheld på ski, så jeg må sidde på en meditationsskammel med benene under mig. Jeg har aldrig rigtig haft problemer med min ryg. Javist, den har da gjort ondt en gang imellem, men aldrig så ondt som nu.

I meditationsstillingen skal man sidde helt stille. Med rank ryg. Uden støtte. Det er sikkert ganske enkelt og ligetil for en nepaleser der ikke sidder på en stol det meste af dagen, men for mig er det et smertehelvede. Hvis du ikke tror mig, så prøv at sidde en time eller to med helt ret ryg. Og forstil dig at gøre dette i tolv timer hver dag i flere uger i træk. Vel at mærke uden øvelse på forhånd.

Jeg ved at jeg skal meditere på smerten. Se hvordan den ændrer sig og ligge mærke til hvornår behovet for at flytte min krop melder sig. Jeg ved det. Men der er ikke rigtig så nemt at distancere sig for smerten. Jeg oplever smerten som min og den forvandler sig til lidelse. Når jeg sætter mig i meditationsstillingen er det som om ryggen allerede ved at det skal gøre ondt. Og ganske rigtigt går der ikke mere end fem minutters tid før lidelsen melder sig.

Jeg er frustreret og vred. Jeg kan da for helvede ikke nå en meditativ tilstand hvis den pokkers ryg skal gøre ondt hele tiden. Ved den næste samtale med munken får min frustration luft. Han forklarer mig at jeg blot skal lade lidelsen blive en del af meditationen. En oplevelse i livet og se den forandres fra den personlige lidelse til en oplevelse af smerte.

Næste gang jeg sætter mig for at meditere prøver jeg. Det går ikke. Jeg prøver igen. Det går stadig ikke. Jeg får fat i munken endnu engang, udenfor aftale, og han opfordrer mig til at blive ved. Det gør jeg så.

Pludseligt ændrer lidelsen sig. Som om jeg kan se på den uden at tage del af den. Det gør stadig ondt, bevares, men jeg identificerer mig ikke længere med smerten. Jeg kan se hvordan den opstår, hvordan den ændrer sig og hvordan den forlade min oplevelse af verden igen. Men det tog en uge i lidelse. Fra nu af ændrer meditationen sig. Smerten forsvinder ikke, men glider i baggrunden og forstyrrer ikke min koncentration. Faktisk bliver det helt interessant at studere smerten. Se den ændre sig i styrke, sted og intensitet. Se den forsvinde.

Jeg kender fornemmelsen svagt fra før. I mange år har jeg løbet. Løbetrænet flere gange om ugen. Her dukker lidelsen også op. Og jeg ved af erfaring at den forandrer sig hvis jeg bliver ved med at løbe. Den bliver en del af selve det at løbe. Men her i den meditative tilstand bliver oplevelsen meget mere klar. Lidelse er identifikation med smerte – smerte er blot smerte.

Ligesom tankerne, er smerterne en lidelse når du identificerer mig med dem. Lidelsen forsvinder når du betragter smerten som en del af livets oplevelse. Som noget der kommer og går. Som alle andre oplevelser i livet. Kun din trang til at fastholde en oplevelse, til at tage den på dig som din, gør oplevelsen til en lidelse. Selv en god oplevelse forsvinder. Selv glæden ændres. Og du tvinger mig selv til mere og mere lidelse ved at prøve at kontrollere og identificere dig med glæden. Den ændrer sig jo. Hvad enten du vil det eller ej…

—————————

I mit næste indlæg vil jeg fortælle mere om mine erfaringer med vipassana og livet i klosteret. Følg med – hvis du vil.

Personlig udvikling, Nepal og Mindfulness

For godt et år siden tog jeg alene et halvt år til Indien. I nogle år havde jeg arbejdet hårdt og intenst som psykoterapeut og havde brug for tid for mig selv. Først troede jeg at jeg skulle arbejde i en ashram som terapeut, men efter blot nogle få uger her, stod det klart i mit indre at jeg måtte videre og at denne rejse ikke skulle handle om at arbejde. Rejsen var min og skulle bruges på mig selv.

Efter lidt flakken rundt i Indien og et længere ophold i en meditationsashram for Sahaj Marg – mere om det en anden gang (hold dig væk fra Sahaj Marg hvis du vil beholde din fri vilje!) – tog jeg et fly til Kathmandu.

Her er et kort uddrag af mine oplevelser:

—————————

Jeg er alene i Nepal, uden guidebog og kun med en adresse på et kloster skrevet på en krøllet serviet. Det er tidlig morgen og jeg har ikke rigtig fået sovet i nat. På grund af en falsk togbillet måtte jeg sove i lufthavnen i New Delhi – ikke videre komfortabelt. Men jeg er spændt på hvad livet vil bringe.

Kathmandu er stor og omgivelserne smukke. Omkranset af bjerge og med ren herlig luft. Solen skinner og der er kun små fine skyer på himlen. Alligevel er det køligt og jeg er glad for min hættetrøje som er det eneste overtøj jeg har med. Jeg er som sagt alene, har ingen kontanter på mig og ingen ide om hvad der venter mig i den næste måneds tid. Heldigvis ved jeg at klosteret ligger i nærheden af Lumbini, der hvor Buddha er født, og der er rig mulighed for at tage en lokal bus derhen Og så har jeg jo selvfølgelig en adresse på en krøllet serviet. Den lokale bus bliver naturligvis proppet til randen og jeg er den eneste turist. Jeg bliver anvist en plads uden rum til benene, men heldigvis ved et vindue så jeg kan se det magiske landskab glide forbi. Mine tanker går til klosteret og hvad der mon venter mig. I klosteret er der gratis undervisning i vipassana meditation som i de vestlige lande er bedre kendt som mindfulness. En meditationsform jeg ser frem til at dyrke mere intenst.

I forvejen har jeg ringet til klosteret. Forbindelsen var ringe og det eneste jeg kunne opfange midt i knitren fra den dårlige forbindelse var ” Just come”. Så det regner jeg med er i orden. Alligevel aner jeg jo ikke om det rent faktisk er i orden eller hvem jeg i det hele taget snakkede i telefonen med.

Jeg ved at i klosteret skal jeg meditere 18 timer i døgnet, være tavs og i det hele taget bure mig inde i mig selv. Jeg ved også at jeg kun vil have ti minutters samtale med en munk hver anden dag og at det ikke er tilladt at spise efter klokken 12 middag. Hvad jeg endnu ikke ved, men snart skal opdage, er at alt skal foregå i slowmotion. At jeg skal bevæge mig og spise i usandsynligt langsomt tempo og at alt hvad jeg foretager mig skal være med opmærksomhed – mindfulness.

Da jeg træder ind i klosteret med min støvede backpack og mine beskidte shorts syntes det hele lidt surrealistisk. Der er ingen til at tage imod mig og rundt omkring går mennesker i slowmotion uden at ænse min tilstedeværelse. En nepaleser peger på en dør og jeg tror at det er tegn til at jeg skal gå ind. Resultatet er at jeg uforvarende vandrer direkte ind på en nonnes private kammer, med backpack, beskidte sandaler og det hele. Hun er mildest talt ikke glad for at se mig i hendes kammer og jeg bliver med formanende ord (nonnerne må gerne tale) sendt ud og videre til en munk.

Munken, som faktisk er vesterlænding, viser mig rundt og giver instruktioner i meditation. Efter cirka en halv time bliver jeg overladt til mig selv. Jeg pakker ud i et fælles soverum, reder min seng og går i gang med at meditere. Alt sammen er ganske overvældende. Især at bevæge mig i slowmotion har jeg svært ved. Mine tanker kører rundt i hovedet og jeg aner ikke hvad fanden jeg har gang i og hvorfor jeg lige er endt her i Lumbini i et buddhistisk kloster. Jeg er ikke buddhist, men har siden teenageårene fundet østlig filosofi og i særdeleshed buddhisme interessant. Der er mange af tankerne bag buddhisme som skinner igennem i både den eksistentielle terapi og kognitiv terapi. Selvom de to terapiformer ellers er relativt uforenelige.

De første par timer er virkelig svære. Jeg savner allerede at tale og føler mig helt forkert ved at bevæge mig i slowmotion uden at være i kontakt med de andre mediterende. Om aftenen, efter aftentheen, går jeg – helt langsomt naturligvis – hen til munken og fortæller at jeg ikke tror at dette er for mig. Han kigger på mig og siger ”You just arrived, stay a bit longer” og det gør jeg så.

Dagene går og jeg bliver mere og mere urolig. De satans tanker vil ikke lade mig være. De dukker op konstant og fortæller mig alt muligt om alt muligt. Om mig selv, om hvad pokker der sker i mit liv når jeg ender i et kloster i Nepal, om mit selvværd, om min fremtid, om dagligdagen i Danmark, om min kæreste, om min sorg, om alt hvad der sker omkring mig. Tankerne bliver næsten et mareridt. Efter samtale med en nonne hvor hun forklarer mig om at være i krig med tankerne uden våben, tager jeg ganske langsomt kampen op. Prøver at se tankerne som hændelser der sker for mig i stedet for at identificere mig med dem. Det hjælper.

Alle tanker om verden er lige præcis det. Tanker. Ikke andet. De er ikke sandheden, men en måde at navigere i livet på. Jeg opdager hurtigt hvor meget tanker styrer vores liv. Hvordan de er foranderlige som alt andet. Hvor meget sandhed vi ligger i dem og hvor langt væk vi kommer fra nuet ved at give tankerne for megen magt. Tanker er mageløse og skaber forandringer, men de er ikke sandheden om livet.

Jeg begynder så småt at kunne bruge mine tanker som et redskab. Når de negative tanker kommer, ser jeg på dem og lader dem være. Ser hvordan de skaber frygt i mig og lader frygten være. Ser hvordan frygten skaber et sug i maven og træthed i kroppen og lader sug og træthed være. Sorg, træthed, tanker, glæde, frygt, angst – alt dette kommer og går. Alt sammen er foranderligt. Det glemmer tankerne tit og holder os fast i frygten eller sorgen.

Jeg begynder at bruge nogle af mine positive tanker som våben mod tankernes magt. Selvom det vidst ikke er helt efter bogen, så tillader jeg mig at tænke bevidst positivt engang imellem. Finde de positive sider frem og lade dem tage kampen op mod det negative. Det hjælper.

Det hjælper også at se at alt det negative er mine egne forestillinger om livet. De er ikke sandheden om hverken mig eller verden. De er blot min øjeblikkelige sandhed, men en sandhed som jeg også har magt til at ændre på. Når jeg bruger mine tanker som det de er – et redskab – og ikke opfatter dem som mit jeg.  Jeg begynder lige så stille at nyde roen og min selvvalgte isolation.

I starten har jeg meget brug for søvn og jeg syntes at de seks timer dagligt er alt for lidt. Men hurtigt bliver det faktisk for meget og jeg ender med kun at sove fire-fem timer dagligt. Resten af tiden bliver brugt på meditation. Alligevel er det rart at ligge mig i min seng hver aften. Selvom det jo ikke må blive for mageligt – i hvert fald ikke uden opmærksomhed.

Alt skal jeg meditere på. At spise, at gå, at tage et bad, at rengøre badeværelset og sågar at vaske tøj. Det betyder også at alting tager ufattelig lang tid og dagen føles faktisk ikke særlig lang.

Mit absolut ynglingstidspunkt på dagen er efter frokost. Dagen sidste måltid. Lige efter frokost går jeg om bag ved meditationshallen og vandrer langsomt rundt i bare tæer på græsset. De fleste dage skinner solen og jeg kan nyde strålerne, græsset om tæerne og livet på en hel ny og intens måde. Nogle gange så intenst at jeg græder. Med opmærksomhed – hvilket er helt ubeskriveligt.

Det slår mig at dette er virkelig personlig udvikling. At turde tage skridtet og se på mine forestillinger om udvikling, om meditation, om at gøre rent, om at spise, om at gå, om at sove – om at leve. Igennem mindfulnes undgår man at sidde fast i en forestilling. En forestilling om udvikling som måske er bedre end den forestilling du kommer fra, men som, trods alt, stadig er en forestilling. Sandheden er ikke psykoterapi, religion, healing, politik, sport, din krop, sproget eller følelserne. Det er alt sammen forestillinger og oplevelser som du kan bruge som vejviser, men som oftest tager magten over dig. Det lærer jeg nu. En indsigt jeg har haft i mange år, men som her i klosteret slår ud i fuld flor.

Nu kan jeg helt konkret mærke hvad disse forestillinger gør ved mig. Og se hvordan mennesker længes efter at trække andre ind i deres forestillingsverden, så deres forestilling bliver mere ”virkelig”. Tænk blot på alle de mennesker der gladelig serverer sandheden for dig igennem politisk overbevisning, religion, new age, terapi, naturvidenskab og materialisme. Det kræver mod at se på ens forestillinger. Et mod som jeg åbenbart skal tage helt til Nepal for endelig at finde…

—————————–

Jeg vil i næste blogindlæg skrive mere om mine oplevelser med mindfulness og livet i klosteret. Læs med – hvis du vil.