Udvikling for udviklingens skyld?

Det undrer mig tit at der er så stor fokus på personlig udvikling. Fokus på at vi hele tiden skal udvikle os og blive mere afklaret, bedre mennesker, se klare, blive mere hele – men til hvilket formål?

Hvad med den personlige ro?

Min erfaring er at en ensidig fokus på udvikling er en flugt. Jeg vil væk fra der hvor jeg er og må derfor udvikle mig. Det paradoksale er at ændring først sker når du er villig til at se og mærke hvor du er lige nu. Ikke når du ser fremad og prøver at udvikle dig et specielt sted hen. De varige ændringer opstår når du tør hvile i den du er lige nu. Hvis du gang på gang prøver at tvinge dig selv et bestemt sted hen – ja – så bliver du gang på gang skuffet. Livet giver dig aldrig præcist det du gerne vil have, men giver dig i overflod det du har brug for.

Derfor mener jeg at seriøs og virkelig udvikling er en vekselvirkning mellem ro og udvikling. Så du tager dig god tid til at mærke efter hvad de ting der sker i dit liv gør ved dig.

Hvem kender ikke fornemmelsen af at ”jeg skal bare lige over denne bjergtop og SÅ kan jeg slappe af” – men der kommer jo altid en ny bjergtop. I mine øjne er det en påtrængende nødvendighed at du på vej op ad bjerget tager pauser og nyder udsigten. At du finder ro og hvile – for at kunne klare den videre færd. Under pauserne kan du nyde udsigten velvidende at den sikkert er bedre længere oppe, men at du slet ikke vil kunne sætte pris på den hvis du er for træt til at se.

Udvikling for udviklingens skyld er således i mine øjne en flugt. Og den personlige, spirituelle eller karrieremæssige udvikling kan gemme på en forfærdelig trang til at slippe væk fra der hvor du er. Nærmest som at blive jagtet op af bjerget af en flok ulve der vil overfalde dig og æde din sjæl såfremt du ikke presser dig selv mere og mere. De samme ulve vil forhindre dig i at tage scenariet i betragtning når du engang når toppen. De er jo stadig efter dig. Din eneste reelle mulighed er at se dem i øjnene og finde ud af om de virkelig vil æde dit inderste. Tænde et bål og holde de frådende rovdyr på afstand eller måske endda tæmme dem og lade dem være dine hjælpere på vej op. Så i sammen kan gå i et mageligt tempo og ikke lade frygten styre retningen. Du får intet ud af at flygte.

Jeg møder mange klienter der enten udtalt eller usagt ønsker at komme væk fra der hvor de er. Det er forståeligt og jo årsagen til at de kommer i terapi. Men for at finde ud af hvilken retning du skal gå, må du jo først være klar over hvor du er. Ellers render du rundt i blinde og kan hverken finde frem til det sted du gerne vil hen eller se det sted du kommer fra.

Varig udvikling starter derfor med at anerkende dig selv og dine ulve. På indgangspartiet til de græske templer i antikken stod der ’Kend dig selv’. Et udmærket afsæt for udvikling. Men det kræver at du også lærer dine indre ulve at kende og ikke flygter i ”udviklingens” tegn.

Frihed i parforholdet?

Frihed har mange sider og parforholdet er på en og samme gang en binding og frihed.

Men er alle aspekter af livet ikke det? Er der ikke også en bundethed i at være single? Måske handler det mest om perspektiv og interesse i at se parforholdet fra nye vinkler.

For nogle år siden, i 2007, var jeg med til at lave en undersøgelse fra RUC om 35-årige mænds refleksioner om parforhold. Vi var en gruppe på tre mænd der med gejst ville finde ud af hvordan det stod til for de danske mænd i café latte segmentets parforhold.

Vi blev overraskede og jeg lærte vigtige ting om parforhold – også mit eget!

Medierne beskriver i høj grad singlelivet. Sex and the city og Friends er blot få af disse medieskabte virkeligheder der beskriver det søde singleliv og det besværlige parforhold. Vi troede at dette mediebillede ville skinne igennem i os mænds måde at gå ind i et parforhold. Vi mente at mange mænd ville føle sig bundet og ufri af parforholdet og længes efter en mere fri tilværelse hvor fester, løse bekendtskaber og hurtig sex står på dagordenen. Mænd der føler sig undertrykket af parforholdets snærende bånd og drømte om et andet liv.

Sådan er det ikke. Slet ikke. Samtlige mænd vi interviewede var godt tilfredse. Bevares, nogle gange tænkte de tilbage på de gode gamle dage hvor friheden var mere konkret og de kunne tage rygsækken på og drage ud verden uden en bekymring. Men de gode gamle dage er kun gode fordi de er overstået. Nu, hvor de er ”fanget” i parforhold og familieliv, karrierer og realkreditlån, synes de faktisk at de strammende bånd giver dem mere frihed, end det ubekymrede liv uden forpligtelse. Gennemgående for alle de mange historier vi hørte var, at det ikke overraskende, har været en proces. En proces hvor den ubekymrede tilværelse langsomt er blevet byttet ud med kærlighedsbekymringer og fællesskab med kæreste og eventuelle børn.

Historierne viser at mænd ganske rigtig føler sig fri i singlelivet og festerne. Men at denne frihed er forbundet med en længsel og en fornemmelse af manglende mening. Så den ubekymrede frihed er ufri fordi jagten på kvinder og fællesskab hele tiden er i bevidstheden. Drømmen om en mere rolig tilværelse.

Når valget om parforholdet er bevidst. Når de berømte horn er blevet løbet af, opstår der en rummelighed og en, med Erich Fromm’s udtryk, længsel efter moden kærlighed. Den kærlighed som er fundamentet for en ny frihed. En frihed der indebærer et fravær af længsel og ro til at holde sig hjemme fra kødmarkedet lørdag aften. En ro der indeholder fællesskab og nærvær. Fornemmelsen af at ’vi’ er langt større og mere frit end ’jeg’.

Det kræver naturligvis at man tør lade sin længsel blive mødt. At man er åben overfor fællesskabet og kan lade sit ’jeg’ hvile i perioder – for at udvikle ’vi’. Det er ikke nemt og det var der heller ingen af vores informanter der mente. Til gengæld var der en næsten enstemmig oplevelse af at gaven ved at lade ’jeg’ ligge var virkelig stor. Friheden fra ’jeg’ som kun findes i fællesskabet oplever mange mænd altså som en større frihed end den umiddelbare frihed der findes i det ”søde” singleliv som portrætteret i medierne. Et singleliv hvor du måske er fri til at gøre hvad du vil, men netop derfor ikke er fri fra ensomheden. Selv i singlelivet er du altså fanget og skismaet mellem frihed og bundethed er til stede.

Parforholdet kan altså være grundpillen i friheden. En frihed fra ensomhed og jeg’et. Hvis du vel at mærke tør se friheden anderledes end den konkrete frihed.

Afsluttende vil jeg citere en af vores informanter, hvor han rammer hovedet på sømmet:

” Det hænder enkelte gange for mig, at jeg føler mig lykkelig. Og det sker altså, når jeg
spiser sovs og kartofler med familien omkring bordet. Altså, det er ikke de der vilde udskejelser. Det er sgu når jeg sidder og spiser grøn salat hvor der ikke sker en skid, og de sidder der, begge ungerne og min kone. Men det sælger jo ikke i Hollywood.”

Med andre ord – han føler sig fri i sin bundethed.

Læs hele rapporten på: http://www.krestenkay.dk/artikler.php?main_id=57&selected=2

Hvad tænker du om din krop?

Din krop giver væsentlig information til dig. Fortæller dig om dine grænser bliver overtrådt, om dine følelser og om hvordan du befinder dig i verden. Kroppen er en del af vores liv som vi aldrig kan komme uden om. Den er der jo altid. Hele tiden. Lige meget hvor sur, vred eller irriteret du er på den.

For nyligt så jeg et fint indlæg i Politiken om kussomaten; en fiks lille boks til fotografering af – ja – kussen. Formålet er at vise unge mennesker at vagina kan se ud på mange forskellige måder. Skaberne af kussomaten har taget initiativet fordi flere og flere unge kvinder ønsker at få kosmetiske operation af deres vagina. I mine øjne er det et tegn på en usund udvikling i samfundet. Ligesom den store fokus på udseende og kropsform er det. Faktisk kan man sige at det enorme fokus på kroppen fjerner os mere og mere fra oplevelsen af kroppen. Som om vi ikke er andet end vores kroppe og skal gøre alt i vores magt for at passe den ind i det billede medierne skaber af den perfekte krop.

Et billede der igennem historien har skiftet meget, ligesom tegn på og forståelse af sundhed har det. Tænk blot på Grønland hvor overvægtige mennesker i en ikke fjern fortid, var skønhedsidealet, da det beviste at man havde mad nok. Eller for blot hundrede år siden hvor alle kvinder med respekt for sig selv ville have en fin kridhvid hud, som viste at de ikke behøvede at arbejde. At foreslå dem at tage en tur i solarium for at de kunne blive flotte brune, ville være en stor fornærmelse. Ligeså fornærmende som det ville være at foreslå en fortidig grønlandsk kvinde, at sætte hendes barn på skrump.   

De allerfleste klienter jeg møder er utilfredse med deres udseende. Også selvom størstedelen af dem på ingen måde har noget at klage over. Jeg kender fornemmelsen selv. Det klassiske ordsprog om ikke at kunne se skoven for bare træer, falder godt i hak med disse oplevelser. Vi fokuserer ofte på det der er galt i stedet for at være glad for alt det der er godt. Derfra opstår kampen mod kroppen. En krig der kan udmatte selv den mest udholdende og bringe mørke der hvor der kunne være lys.

Som udgangspunkt har du ikke selv valgt din krop. Den er dig givet. Din krop kan være genstand for smerte, ulykke og sorg. Men i ligeså høj grad for glæde, ro og lykke. Tankerne om din krop bestemmer hvordan du oplever den. Tænker du eksempelvis at smerten blot er irriterende og skal gå væk – eller tænker du at smerten er et tegn til at du skal passe på dig selv og slappe af?

Kroppen arbejder på flere niveauer og langt det meste der sker i kroppen er uden for vores bevidsthed. Alligevel kan vi, hvis vi er opmærksomme, lærer at de signaler kroppen giver. Hvad gør at du får det godt og afslappet i kroppen? Hvad gør at du bliver urolig og usikker? Og hvordan med mad? Hvordan har du det efter du har spist? Er du overhovedet opmærksom på hvornår du er mæt?

Når vi er børn reagerer vi instinktivt på vores krops signaler. Er vi kede af det, græder vi. Gør det ondt – ja – så græder vi også. Og hvis vi bliver kildet, så griner vi. Når vi er mætte stopper vi med at spise. Men under opvæksten glider mange af os længere og længere væk fra denne umiddelbare oplevelse af kroppen og vi begynder at dømme kroppens signaler. Glemmer at lytte efter.

Kampen mod kroppen kan kun stoppes hvis du kaster våbnene til side. I første omgang måske blot indgår en våbenhvile mellem dine tanker og din krop. Hvis du giver dig selv lov til at lytte til hvad din krop vil og reagerer derefter. Også når de beskeder din krop kommer med ikke er behagelige. Langsomt vil der kun være små guerillaangreb fra tankerne tilbage og du vil kunne mærke energien og overskud igen. En god fornemmelse og et godt samarbejde med din krop kommer ikke af kosmetiske operationer, ikke af utopiske ønsker, men af accept og anerkendelse af hvad der sker i din krop.

Det er din opgave at være mægler. At være opmærksom og lytte til både dine tanker og din krops behov.

Den meningsløse søgen efter mening

Et overordentligt velkendt og eftertragtet mål i den personlige udvikling er meningen. Meningen med livet.

Men er det nu så nemt med den mening? Og ødelægger vores søgen efter mening noget af det mest meningsfulde i vores fællesskab?

Mening er et grundlæggende eksistentielt tema for mennesket. Især for os postmoderne mennesker der ikke længere skal slide for blot at overleve. Men vi slider stadig – for at finde en mening i alt virvaret.

Samtidig er vi ofte ganske bange for meningsløsheden. Bange for den angst meningsløsheden medfører når vi står uden retning og formål i vores liv. Meningsløsheden giver sig til kende som indre uro, angst, manglende formål og måske endda depression. Pudsigt nok kan for megen mening også give angst, da den lukker sig om dig og burer dig inde.

Nogle mennesker trives bedst i meningsløsheden og rammes af angsten når rammerne bliver for snævrer og meningen for tung. Andre bedst i meningen med at pege fingrer af dem der ikke har set ”sandheden”.

Mening kan bringe mennesker til voldsomme udbrud. Kampen mod meningsløsheden kan få folk til at slå ihjel. Tænk på de religiøse fanatikere der gladelig springer andre mennesker i småstykker – alt sammen for den intense mening de mener at have fundet i livet. I kampen mod meningsløsheden.

På mange måder kan man opfatte mening som en lukket struktur. Når dit liv giver mening er du ikke ligeså åben for nye indtryk og nye måder at anskue verden på, som hvis du ikke har en retning og er fanget i meningsløsheden. At opleve sit liv som meningsfuldt er trygt og rart. Det kan også være ganske energifuldt og lykkeligt. Men på en hvis måde afholder meningen dig fra at nærme dig nye måder at anskue livet på. Og i sin ekstrem -  en undskyldning for at slå ihjel så du kan udrydde meningsløsheden i form af alle andre der opfatter livet anderledes end dig.

Meningsløsheden derimod er en yderst åben struktur. Du har alle muligheder for at se nye vinkler på livet, opleve dig selv på ny og angribe tingene anderledes. Du er i en hvis grad fri fra meningens strammende bånd – hvis du vel at mærke ikke er fanget i meningsløshedens angst. Eller nægter at se angsten i øjnene. Lærer af den.

Både mening og meningsløshed er således i deres rene former ikke ønskelige. Meningen bringer os længere fra hinanden og fællesskabet svækkes. Meningsløsheden i sin rene form bringer dig væk fra dig selv og i angstens klamme favn.

Derfor er søgen efter mening – ja – meningsløs. Den bringer dig ikke tættere på noget andet end afstand til fællesskabet og mindre forståelse af eksistensen. At eksistere er jo netop OGSÅ meningsløst.

I mine øjne er det ”meningsfulde” liv, det liv der kan rumme både meningen og meningsløsheden. Det menneske der ikke lader sig stagnere i hverken det ene ydrepunkt eller det andet, kan finde balance og udvikling på en og samme tid. Det menneske der formår at veksle mellem mening og manglen på samme – uden at falde i meningens trygge men afstandsgivende fælde.

I den eksistentielle terapi er der ikke værdisætning af om mening er bedre og mere ønskværdig end meningsløshed. Begge er oplevelser af livet og vi har brug for at kunne forholde os til meningens meningsløshed for at udvikle os. Ellers går vi simpelthen i stå.

På samme måde er det med mennesker der prøver at tvinge deres mening ned over hovedet på andre. På venner, familie, tilfældige på gaden, på klienter og kollegaer. Denne form for påtvunget mening siger intet andet end at påtvingeren er hunderæd for meningsløsheden. Og derfor ikke formår at udvikle sig.

Naturligvis har vi brug for en hvis retning og formål med vores liv. En hvis portion mening. Dog må denne mening i mine øjne aldrig overskygge de åbninger som meningsløsheden bringer med sig. De åbninger der skaber udvikling og refleksion. Hvis disse åbninger bliver overset, så ender vi med at blive fanatiske fundamentalister der blot søger at slå meningsløsheden ihjel. Om det så skal koste medmennesker livet er i og for sig ligegyldigt. Bare meningen består.

Med ønsker til alle om en meningsløs dag der bringer åbninger og udvikling.

Kierkegaard og Bad Religion om hjælperens rolle

At hjælpe er virkelig en balancegang. Som at gå på en knivsæg mellem egoets tendenser til selvforherligelse og angsten for ikke at slå til.

Kierkegaard har formuleret noget af det mest rammende om hjælperrollen og de farer der lurer. De fleste der blot har snuset til personlig udvikling kender citatet udmærket, men alligevel vil jeg tillade mig at gengive det her.

Uddrag af Kierkegaards Synspunkter for min Forfatter-Virksomhed:

”At man, naar det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der. (…)Vil jeg alligevel gjøre min Mere-Forstaaen gjældende, saa er det, fordi jeg er forfængelig eller stolt, saa jeg i Grunden istedetfor at gavne ham egentligen vil beundres af ham. Men al sand Hjælpen begynder med en Ydmygelse; Hjælperen maa først ydmyge sig under Den, han vil hjælpe, og herved forstaae, at det at hjælpe er ikke det at herske, men det at tjene, at det at hjælpe ikke er at være den Herskesygeste men den Taalmodigste, at det at hjælpe er Villighed til indtil videre at finde sig i at have Uret, og i ikke at forstaae hvad den Anden forstaaer.”

Det lyder jo simpelt. Såre simpelt. Men i det simple ligger faren for at lade sig forføre af den andens beundring og forherligelse. Faren for at du bliver blændet af dit eget personlige svar og lader dig sole i dette svars endegyldighed – om end dette svar ikke giver den anden mening og retning.

Jeg ved fra personlig erfaring at det er skønt og fantastisk at blive set op til. Det får mit selvbillede til at blomstre og lade mig blive i en utopisk forestilling om at jeg VED. Det hjælper desværre kun mig.

Ganske overraskende er det samme budskab om hjælperrollen og det at vise andre retning og give svar, at finde i punkbandet Bad Religions rammende tekster:

Uddrag af teksten til No direction med Bad Religion:

“Now a confused school girl stares at the TV tray
the stresses of maturing compound every day
she glances up to see her favorite video
and gets ideas from Madonna’s nasty clothes
in need of affection
she craves a direction
her heroes offer her

Everyone is looking for something
and they assume somebody else knows what it is
no one can live with the decisions of their own
it seems so they look to someone else
to tell them what to be
tell them what to wear
tell them what to say
tell them how to act and think and compel others compulsively
until the world is all like them

A righteous student came and asked me to reflect
he judged my lifestyle was politically incorrect
I don’t believe in self important folks who preach
no Bad Religion song can make your life complete
prepare for rejection you’ll get no direction from me”

Fra Kierkegaards eksistentielle tanker om hjælperrollen til Punkbandet Bad Religions anskuelser af samfundets problemer, ser vi altså det samme budskab. Det hjælper ingen andre end dig selv hvis du serverer svar for den du hjælper.

I den eksistentielle terapi får du ingen direkte svar. Med andre ord får du ”No direction” anden end den du sammen med terapeuten finder som din egen. Min vej er ikke mine klienters vej og mit ypperste mål er at hjælpe klienter til at finde den vej de helhjertet kan følge.

Om det så er en ganske anden retning end den jeg selv ville vælge er uvedkommende. Det hjælper ikke klienten til at forstå sig selv bedre. Selvom det givet vil være et kærkomment klap på skulderen til mine egoistiske luner.

Sagt på en anden måde har både Kierkegaard og Bad Religion indset at enhver der prøver at komme med et svar og en løsning egentlig ikke vil andet end at beundres. Den der burde modtage hjælp er blevet nedgjort til et objekt for hjælperens egoistiske ønsker. Et middel til mere og mere afstand.

For mig er det forfriskende at finde dette vise budskab i så forskellige verdener som punk og eksistentialisme. Det viser mig at vi alle har noget at lære af hinanden – hvis vi blot lytter uden fordømmelse og forsøg på at hævde sig ved at komme med svar eller nemme løsninger. Hvis vi tillader os selv at give slip på vores svar, vores mening, og åbne for meningsløsheden for at udvikle større forståelse og fællesskab.

Ethvert menneske er ekspert i sit eget liv. Ligegyldigt hvad. Hjælperen er blot ekspert i at få andre til at tage deres egne ekspertråd alvorligt. Intet andet.

Søgen efter det hele menneske

Det er en kendt parole. Ja, nærmest et mantra i den personlige udvikling. Ønsket om at blive et helt menneske. At blive mere hel.

Men det ønske er måske en modsætning i sig selv. Du kan søge og søge efter det hele menneske i årevis, uden at finde det. Og hvordan kan man for resten blive mere hel? At være hel indbefatter vel at du er – ja – hel og derfor ikke kan bliver mere af det.

For nogle år siden havde jeg en interessant samtale med Studenterpræst på RUC Ulla Pierri Enevoldsen. Hendes hovedpunkt i kritikken mod den personlige udvikling er at ofte ses mennesket som ikke helt fra starten. Terapeuten eller den alternative behandler ser altså klienten som et menneske der måske kan blive helt og som ikke er det endnu. Ulla Pierri Enevoldsen mener at forskellen på hvordan hun som præst taler med mennesker og hvordan de fleste psykologer gør det, adskiller sig væsentligt på dette punkt. Hun oplever mennesker som hele fra starten og taler til dem som om de er hele. Også selvom de måske ikke selv tror de er det!

Hvis vi som behandlere møder klienter som om de kun er halve mennesker med mulighed for at blive hele, gør vi ikke andet end at støtte disse mennesker i deres opfattelse af at de IKKE er hele mennesker. Det mener jeg ikke tjener til andet end at behandleren måske oplever sig selv som hel – ikke at det jo hjælper klienten.

I min praksis som eksistentiel psykoterapeut, er mit udgangspunkt altid at møde mennesker som hele mennesker. Ligegyldigt hvor megen smerte, angst eller sorg de står midt i. Alle er i mine øjne hele mennesker. Det betyder ikke at du ikke kan udvikle dig og se anderledes på livet – men du bliver ikke mere hel – for du er altid allerede hel.

Jeg oplever at dette perspektiv medfører nærvær og respekt. Et nærvær der fjerner en del af magtrelationen i terapeut-klient forholdet. Om end ikke hele magtforholdet og det er heller ikke meningen.

Problemet opstår hvis du fra starten anskuer dig selv som et halvt menneske. Der skal komme noget udefra og gøre dig hel. Det gør der ikke. Du kan lede resten af livet. Den eneste der kan sørge for at du oplever dig hel er dig selv. Og du kan gøre det her og nu. Med al den forvirring og al den smerte du indeholder. Du er stadig hel.

Det hele menneske er det menneske der ser sig selv som helt. Ligegyldigt hvad der sker i dem og omkring dem. Vi får så tit at vide i medier, af behandlere, af forældre, af venner og bekendte, at vi ikke er hele. At vi skal dyrke yoga, spise rawfood, dyrke motion, få styr på økonomien, hjælpe andre mennesker, meditere, søge Gud, finde indre ro, osv. osv. Det skaber en længsel efter at kunne et eller andet der gør dig fortjent til kærlighed – og det du kan gøre, er åbenbart at blive et mere helt menneske.

Det mener jeg i udgangspunktet er ganske forket. Det er ikke det vi gør, men det vi er, der er væsentligt. Vores væren. Så i den eksistentielle terapi hjælpes du til at opleve dig selv som et helt menneske, ikke på trods, men på grund af al den forvirring, smerte og sorg livet også indeholder.

Fra Selv-udvikling til Vi-udvikling

Er du god til at sætte grænser? Til at sige ja og nej? Til at mærke efter og reagere på det du mærker? Til at finde god tid til dig selv, og tage dig selv alvorligt? Og til at fornemme en mening med dit liv?

Hvis du kan svare ja til disse spørgsmål, så er tiden ved at være inde til at gå fra Selv-udvikling til Vi-udvikling!

I min praksis som psykoterapeut møder jeg ofte klienter der har arbejdet meget med dem selv. Klienter som har vandret rundt i selv-udviklingens cirkus i mange år og som er blevet rigtig gode til at sætte grænser og mærke efter. Alligevel møder de ofte besværligheder og modstand i samarbejdet med andre mennesker som ikke har samme livsholdning som dem. Det kan være i arbejdssituationer, med familien og mange gange også i parforholdet.

Mange psykologer og psykoterapeuter som har selv-udviklet sig i årevis, ender med at leve som singler, arbejde i alene i egen praksis og i det hele taget kun tage hånd om EGNE behov. Ja og så selvfølgelig klienternes behov når der skal arbejdes.

Når jeg møder disse selvudviklede mennesker, er jeg tit overrasket over, at den store hang til udvikling og den dybe evne til at kigge indad, ikke medfører et behov for at dyrke fællesskabet og Vi’et. Det fællesskab og ‘vi’ som ikke truer med at ødelægge det dyrebare Selv, som jo nu er så vældigt udviklet. I Selv-udviklingen er det ’vi’ der til nøds bliver dyrket et ’vi’ i meditationshallen sammen med andre selv-udviklere – ikke det ’vi’ der diskuterer hvem der skal gå ud med skraldespanden derhjemme, eller om det virkelig er nødvendigt at besøge svigermor på søndag.

Det er min holdning at virkelig Selv-udvikling starter når du udvikler dig væk fra det ensomme selv og ind i ‘det bevidste vi’. Ikke forstået på den måde at du opgiver at mærke dig selv og sætte dine grænser, men at du bevidst sætter egne behov, grænser, følelser og tanker til side – for at opleve den berusende fornemmelse af ‘vi’ og ikke mindst for at udvikle fællesskabet. Også på samfundsplan.  Alle forældre kan vel nikke genkendende til denne følelse. At der er oplevelser i livet der er større end en selv. Oplevelser hvor ens egne behov ikke længere er så vigtige.

Erfaringen fra mit eget liv fortæller mig, at mine behov og ønsker ikke nødvendigvis behøver at sættes i første række. Det blev de ikke da jeg voksede op – med ubehagelige konsekvenser til følge, fordi jeg ikke satte dem til side bevidst. Det var ikke mit valg (og hellere ikke mine forældres de behandlede mig kærligt – men et tvunget ‘vi’ vil altid skabe problemer). Da jeg som 18-årig begyndte min rejse i Selv-udviklingens tegn, blev jeg mere og mere et JEG.

Nu kan det selv samme jeg, uden at føle afsavn eller føle sig trådt på, bevidst vælge behov og ønsker fra. For at finde ’vi’. Det ’vi’ jeg møder på min arbejdsplads, i min familie og ikke mindst i mit parforhold. Forskellige oplevelser af ’vi’ der ikke er en trussel mod mit jeg. Alligevel tror mit jeg engang imellem at ’vi’ er en trussel, da det jo har kæmpet så hårdt for at komme ud af ’det ubevidste vi’ fra min opvækst. Heldigvis kan ’det bevidste vi’ tage jeg’et i hånden og passe kærligt på det. 

Med andre ord – Når Selv-udvikling forvandler sig til Vi-udvikling, skaber det store forandringer for dit jeg og for de mennesker du omgås i din dagligdag. Dine ’vi’. Også i Netto når der er lang kø, du er udkørt og skal lave mad til ungerne om ti minutter.

Men når alt det er sagt må jeg indrømme… at mit jeg også har det  svært med samarbejde engang imellem og jeg nyder min egenrådige arbejdsdag på mit kontor. Et behov min Vi-udvikling ikke tør tage fat på endnu. Til gengæld viser mit parforholds ‘vi’ hvor meget større virkeligheden er for vores fælles ‘vi’ end for mit ensomme selv – hvor udviklet det end er.

Angst – mine kattes visdom

Jeg har to katte. Uffe og AG. De er naturligvis verdens mest vidunderlige katte og jeg nyder deres selskab. De har lært mig meget – også om angst!

I min praksis møder jeg flere og flere mennesker der lider af angst. I mange forskellige udtryk og med forskellige fortegn. Gennemgående for alle er at angsten er et problem som de allerhelst vil af med her og nu. Det kan desværre bare ikke lade sig gøre. Jo – hvis du tyer til flasken, hash eller din læge har udstyret dig med en recept på valium. Men det er jo bare som at tisse i bukserne. Angsten skal nok komme igen, med fornyet kraft.

I vores samfund er der en klar tendens til at vi ikke må vise vores sårbarhed. Ikke vise at vi er bange og ikke kan overskue livet i perioder. Det er bevidsthedens bagside, tankernes ulempe. Vi kan reflektere over det at vi er angste. Og prøver gang på gang at forstå angsten med vores rationelle hjerne, for blot at blive angste igen. Vores rationale er en god støtte imod angsten, hvis den vel at mærke bliver brugt på den rigtige måde.

Tilbage til Uffe og AG. Især Uffe, min røde hankat, er noget af en bangebuks. Ved den mindste unormale lyd bliver han straks urolig og opmærksom. Enkelte gange, når naboens hund har været efter ham, ryster han og spænder i hele kroppen. Derefter finder han et trygt sted, måske på min mave, og falder til ro. Han tænker ikke et sekund over at angsten er ’forkert’ eller er bevidst om at han ikke må vise sin svaghed. Derfor kommer han hurtigt over angsten og lader sig ikke påvirke mere af det. Næste gang han er udenfor er han ikke angst – før hunden dukker op igen. Faktisk kan man sige at angsten er hans ven, idet han jo sandsynligvis ville få problemer hvis hans lille krop ikke reagerede instinktivt på den fare som naboens hund udgøre. Uffe er et klogt lille væsen, der ikke lader sin krops naturlige processer være andet end det – naturlige processer. Han lader kroppen og angsten arbejde, så han kan overleve bedre i verden.

Vi mennesker har det med at dømme os selv når angsten stikker sit brutale hoved frem. Og vi tolker den ofte som en fjende der ikke skal styre vores liv. Vi bekæmper den med næb og kløer og ligger ikke mærke til vores krops signaler. Signalet om at det er på tide at finde en tryg hule og samle energi. Jo mere vi bekæmper angsten og nægter at lytte til den, des mere magt for den over os. Vi kan blive angste i mange situationer, i køen i supermarkedet, til fester, når en bil næsten kører os ned, når vi står midt i en skilsmisse osv. osv. Nogle af disse situationer er ikke farlige for vores liv. Vi er ikke i livsfare. Men angsten viser os at der er andre aspekter af vores liv vi måske ikke tør kigge på. Angsten i supermarkedet kan opstå fordi du ikke passer på dig selv i dit parforhold eller på dit arbejde.

Der hvor den rationelle del skal være med, er når vi skal udfordre og undersøge angsten. I supermarkedet lærer du ingenting ved at tvinge dig selv til at blive i angsten og blive i køen al for lang tid. Du lærer ved at mærke efter i din krop, tale med den og hvis angsten bliver for meget – ja – så gå tilbage i din trygge hule. Uden fordømmelse. Du skal nok finde kræfter til at gå i supermarkedet en anden gang.

At håndtere din angst handler om eksponering og beskyttelse. Det ved mine katte (især Uffe!). Men det er der så mange mennesker der har glemt det.

Hvad tænker du om dine følelser?

Der er mange psykoterapeuter der råber højt om vigtigheden af at mærke dine følelser og reagere på dem. At følelserne er et vigtigt styreredskab i vores liv og væsentlige for om vi oplever vores liv som godt eller ej. Opfordringen er ofte at vi skal mærke efter og følge vores følelsers vejledning.

Jeg kan kun til dels tilskrive mig denne holdning.

I mine øjne er den største del af samfundet, langt de fleste mennesker, styret af deres følelser. Reaktionsmønstrer på andre mennesker, på mode, på livsstil, på værdier og moralske overvejelser, er for det meste følelsesbetonet. Men vel at mærke følelser uden bevidst opmærksomhed. Mekaniske følelser.

I mit arbejde som psykoterapeut møder jeg naturligvis mange klienter som har svært ved at mærke deres følelser, men jeg møder endnu flere der er styret og forpint af deres følelser. De mærker dem kraftigt. Hele tiden. Forpintheden kommer af den manglende opmærksomhed og bevidsthed om følelserne. Så fra mit synspunkt i terapeutstolen handler det i høj grad om at lære følelserne at kende og ikke blot lade sig styre af dem. Lytte til dem og sørge for at beslutninger bliver taget i respekt for både tanker, følelser og krop. Og ikke mindst vores ansvar for fællesskabet. Det fællesskab der gør os til mennesker igennem relationen til andre.

Følelser er det der giver livet farve. Dem der er med til at vores rationelle tanker ikke synker ned i depression og følelsesforladthed. De er uundværlige i fornemmelsen af et meningsfuldt liv.

Samtidig er mange følelser alligevel flygtige og utroværdige. Mange følelsesmønstre er tillært i opvæksten og har negativ indflydelse på vores dagligdag. Eksempelvis følelsen af skam der er indlært af forældre der ikke kunne rumme dele af dine oplevelser i livet. En følelse der kan plage en resten af livet, hvis man ikke forholde os opmærksomt til den.

Derfor mener jeg at tesen om at mærke sine følelser kun er det første skridt på vejen. Du må mærke dine følelser OG forholde dig opmærksomt til dem. Sammen med tankerne, er følelserne redskaber til at navigere i livet. Ikke sandheden om hvem du er.

Hvad tænker du om dine tanker?

Vores tanker har magt. Utrolig meget magt. Tanker påvirker os næsten hele tiden og er udgangspunktet for mange beslutninger i vores dagligdag.

De allerfleste mennesker identificerer sig med deres tanker. En stor del mener endda at de hovedsagligt ER deres tanker. Tanker der er forvirrende, modsatrettede, negative, destruktive og mange gange temmelig brutale.

Og så er der alle de tanker vi hårdnakket prøver at glemme. De tanker der trænger sig på om moral og etik som ikke sjældent er i direkte konflikt med det samfund der omgiver os. Hvem kan eksempelvis påstå at etikken i industrilandbrug ikke strider mod deres opfattelse af et godt liv for vores kvæg? Men som alligevel ved næste måltid vælger at sætte tænderne i et stykke kød fra netop denne industri?

Et lille ganske uskyldigt forsøg kan afsløre hvad tanker (også) er. Prøv bevidst at sætte dig det mål at du ikke vil tænke en tanke i de næste – lad os sige – tre minutter.

Hvordan gik det?

De allerfleste mennesker vil indenfor de første ti sekunder alligevel have tænkt en tanke. Hvad siger dette om tankerne? Er det ’dig’ der tænker dem, eller tænker de sig selv? Du havde jo besluttet ikke at tænke. Så hvorfor tænkte du så alligevel?

Langt de fleste tanker hænder blot for os. På samme måde som synsindtryk, smagsindtryk og de øvrige sansers indtryk. Du kan ikke uden videre vælge dem fra.

Næsten alle mennesker har forsøgt at stoppe negative tanker om sig selv ved at tænke ”Det er sidste gang jeg tænker, at jeg ikke er noget værd!”. Fem minutter efter, når opmærksomheden ikke længere er rettet mod tankerne, ja, så dukker tanken om ens manglende værdi op igen. Og man føler sig endnu mindre værd, fordi det ikke lykkedes at stoppe tankerne.

For godt et år siden opholdt jeg mig en lille måned i et buddhistisk kloster i Nepal. I stilhed og med omkring 18 timers meditation dagligt. Den første uges tid fløj mine tanke rundt. Fortalte mig alt muligt om alt muligt og prøvede desperat at kategorisere og forstå verden omkring mig – og mig selv i denne verden. Denne evne er prisværdig. Tankerne er et ganske fint redskab til at navigere i verden og tage overvejede beslutninger.

Men mere er de heller ikke. De er ikke ’mig’. De er i langt den overvejende del af tiden simpelthen noget der hænder for ’mig’. Efter den første uge i klosteret slappede tankerne mere og mere af. Fordi jeg blev opmærksom på dem som hændelser og fordi jeg tillod mig selv blot at se på dem. Det tror jeg er den eneste måde at håndtere negative tanker – at se på dem, være bevidste om dem og langsomt tage magten fra dem.

At tanker hænder og at man kan få øje på dette, er et stort trin i retningen af at bruge tanker som redskab i stedet for at være styret af dem. Når du ikke længere, helt, er i tankernes vold, kan du bruge tankerne som det redskab de er og langsomt forfine deres brugbarhed.

I mit arbejde som psykoterapeut er det en konstant udfordring at undersøge og spørge ind til de negative og urealistiske tanker der styrer de fleste menneskers liv. Tanker som ’jeg er ikke noget værd’, ’andre mennesker kan ikke lide mig’, ’jeg er for tyk’. ’jeg er dum’, ’jeg eksisterer kun for at hjælpe andre’, ’jeg ER mine tanker’ osv. osv.

Tanker der alle er ekstremt styrende for hvordan vi opfatter os selv og vores omverden. Naturligvis er vi vores tanker, eller rettere, vi er OGSÅ vores tanker. Eller måske er vi blot det ubeskrivelige X der oplever tanker, følelser og sanseindtryk.

Med andre ord – du kan kun i ganske begrænset omfang vælge hvilke tanker du vil tænke. Men du har altid muligheden for at vælge hvordan du vil forholde dig til de tanker du tænker. De tanker der alligevel hænder for dig. Og dermed muligheden for at forholde dig til dem som hændelser. At forholde sig til tankerne åbner langsomt døren for at du tålmodigt kan tage magten fra de tanker som påvirker dig i en negativ retning.